|
Esbjergevangeliet Anmeldt af Hans Anker Jørgensen i Teologinet 4. dec. 2007 |
|
tirsdag, 04 december 2007 |
|
Under sit navn har Erik Hagens så malet en hvedemark. Med et dørhåndtag midt i. Og med en påskrift i blå ramme: Prædik.bog 3,2. Det tror man et øjeblik. Men ved nærmere eftersyn ser man, at hvedemarken er malet på en dør. Der er både håndtag og lås og hængsler i siderne og metalbeslag for neden, og så står der Gyldendal. Man åbner - ikke døren, der findes på CVU-Vest i Esbjerg, men - bogen. Det er en rigtig almanak. Til hver dag i året er der mindst en tekst skrevet og/eller udvalgt af Egon Clausen - og mindst et billede hentet fra Erik Hagens store vægmaleri - kaldet EsbjergEvangeliet - i aulaen i CVU Esbjerg - samt en bibelhenvisning. 1. januar læser man på venstresiden: "I sidste uge kom kristendommen til verden. Det skulle efter sigende være sket her i nærheden, og vi er kommet for at være med til at fejre begivenheden." Sådan sagde tre fremtidsforskere, der kom til Jerusalem, mens Herodes var konge der. De tre fremtidsforskere kom fra Iran. De forklarede, at da der en nat havde vist sig en stor stjerne på nattehimlen mod vest, var de klar over, at nu var kristendommen kommet til verden..... Billede på højresiden forestiller ifølge billedteksten De vise mænd, Matt 2. På baggrund af en kæmpe sko med snørebånd ser man en ung kvinde med grønne cowboybukser og et nøgent drengebarn i armene samt de tre vise mænd i skikkelse af en ord-motorcyklist, en guitarist med dromedar og en maler med en indkøbsvogn fuld af farver og pensler.. Den 6.- 7. og 8. januar går vi tæt på de vise mænd, der viser sig at være poesiens mand, musikkens mand og billedets mand! På min fødselsdag står der på venstre side: 26. januar. Derunder en tekst med rødt: Kærligheden er en religion uden kirker og uden præster, og dens fortsatte eksistens er lige så sikker, som den enorme kraft i de seksuelle behov, som nu er .... osv. Ved teksten står der 15, så bag i bogen kan man se, hvor den tekst er fra. Nederst på siden står der med fede typer, der viser at det er et bibelcitat: "Profetiske gaver, de skal forgår; tungetale, den skal forstumme ..." osv. indtil slutningen, der kommer øverst på højresiden: "Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden." Maleriet, der smykker højresiden, viser to orangefarvede menneskehoveder, der balancerer med en appelsin mellem deres pander - på en baggrund af blålige badeværelsesfliser. Under billedet, der viser sig at være en detalje fra maleriet på næste side, står: 1 Kor 13,8-13..... Kærlighed. Temaet kærlighed fortsætter januar ud. Så kommer ved overgangen til februar en dobbeltside med et større udsnit af maleriet "EsbjergEvangeliet". Hele maleriet findes som folde-ud-billede bag i bogen. Detaljerne fra det - sat sammen med Egon Clausens tekster og tekstudvalg - gør denne bog til enestående fantastisk andagtsbog - og gavebog. Et festfyrværkeri af alvorlige, provokerende og opmuntrende tekster - med billeder at fordybe sig i. Som d. 17. juni. På højre side et blåt billede - måske et udsnit af et portræt af Albert Einstein - i hvert fald et rynket, gammelt ansigt, med et øje, der ser mig lige ind i øjnene. Ovenover står der: "Hvordan kan du sige til din bror: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje?" Og under billedet: Luk. 6,42. At blive set. Og på venstre side: En tekst af Egon Clausen - inspireret af Don Cupitt: Efter Gud. Under overskriften "Han ser alligevel alt" står der: Alle råber:" Se mig! Se mig! Kan alle se mig?" ....osv. Denne bog er en meget god anledning til at genindføre et kvarters andagt i sin dagsrytme. Eller man kan tage en længere ugentlig andagt med bogen. For det er svært ikke at blade over på næste side. Men det er også svært at kapere mere end 5-6 dages tekster og billeder på en gang. På menuen i juli står der: Jante. Judas. De andres skyld. Matthæuseffekten. Vi med hus og have. Bil. Hell´s Angels. Brødre. Egon Clausen bestyrede i mange år "læst og påtalt" på P1. Han er belæst og engageret og skarp og klog. Har gudstjenesten en søndag været lidt deprimerende, kan man gå hjem og trøste sig med nogle sider af EsbjergEvangeliet. Og man kan prøve at finde en passende lejlighed til at forære den til sin præst. Eller til sin ulykkelige vært eller værtinde. Her lever Jesus i bedste velgående, også på dage, hvor troen er lidt lille. Det er længe siden, en bog har fyldt mig med så stor glæde. På en skala fra 0 til 10 får den 12 stjerner. 300 kr. er ingen pris for den bog. Det meste af ovenstående skrev jeg før sommerferien. Siden har bogen ligget urørt og uanmeldt - som en anklage og et spørgsmål. Hvorfor blev den ikke ved med at fylde mig med glæde? Hvorfor holdt jeg op med at bruge den som andagtsbog? En del af forklaringen er, at den blev fortrængt af andre bøger som romanen "Hundehoved" - og af ting, jeg selv skulle skrive. Men jeg blev nok også lidt træt af Egon Clausens begavede jongleren med tilværelsens store og små spørgsmål. Eller måske lidt misundelig!? Jeg ved det ikke. Når jeg nu er vendt tilbage til bogen, er den stadigvæk fuld af gode overraskelser. Sagen er nok, at det ikke bare er en blændende flot bog, men også en tung og provokerende bog. Under alle omstændigheder: En oplagt julegave! Egon Clausen: EsbjergEvangeliet |