Når konflikten bliver mere interessant end indholdet

Danske forfattere er rygende uenige. Det er det indtryk man får, når man læser aviser, lytter til radio eller ser fjernsyn. I artikler, kommentarer og interviews gentages det igen og igen: De danske forfattere er uenige. I begyndelsen af året skyldtes uenigheden omfanget af selvcensur og angst for muslimer. I slutningen af året handlede uenigheden om litteraturstøtten. I begge tilfælde blev den danske befolkning oplyst om, at nu skændes ”de danske forfattere” igen. Vist er der uenigheder blandt forfattere - det har der mig bekendt altid været, for forfattere er individualister, der ikke kan sættes i bås, men i de aktuelle tilfælde er den påståede uenighed i høj grad skabt og vedligeholdt af mediernes måde at fortælle historier på. De elsker nemlig konflikter, for konflikter giver sådan nogle gode historier. Konflikter kan bruges til at reducere indviklede problemstillinger til et enten-eller. Er du rød eller blå? For eller imod? Siger du ja eller nej? Jamen så svar dog! Men kort, vores tid er snart udløbet!

Den aktuelle sag handler om litteraturstøtten. I efteråret 2010 så det ud til, at den kommende finanslov ville nedlægge to litterære puljer på tilsammen 16,4 millioner kroner. Ved en effektiv pr-indsats fra forfatterside, blev dette ændret. Vores indsats kulminerede den 6. november, da mere end tohundrede forfattere læste op på hovedbibliotekerne i Aarhus og København. Kulturministeren dukkede op på Københavns hovedbibliotek, og da han jo selv er faglitterær forfatter, læste han et par tekster højt, hvorefter han meddelte, at puljerne var reddet. I Dansk Forfatterforening var vi naturligvis glade, og det samme var vores medlemmer, men fire-fem forfattere skrev i aviserne, at de ikke var enige, og så gik den ellers derudad, for her var en konflikt som medierne kunne bruge. På den ene side stod de organiserede forfattere, der havde vundet en sejr. På den anden side stod fem forfattere, der mente noget andet, og det gav dem en eksponering, der kunne gøre en Bjørn Lomborg miljøgrøn af misundelse. De fik masser af spalteplads i aviserne. De blev interviewet i radio og fjernsyn, de deltog i debatter med andre forfattere.  

Det viste sig imidlertid ret hurtigt, at fronten mellem parterne var svær at definere, for de fem dissidenter var jo ikke imod kunststøtten. Pengene skulle bare fordeles på en anden måde. Konflikten var kort sagt en anden end først antaget. Det kom der de særeste ting ud af. Dansk Forfatterforenings formand var således i fjernsynet for at forsvare kampen for puljerne, men tilrettelæggeren havde ingen selvstændige analyser eller teorier om kunststøtten og dens virkning. I studiet sad også nogle af de kritiske forfattere, men studieværten spurgte dem ikke, hvordan man kunne være såvel for som imod kunststøtte, så diskussionen zigzaggede af sted og efterlod seerne med det indtryk, at Dansk Forfatterforening sad og delte kulturkroner ud til venner på parnasset. Det havde intet med virkeligheden at gøre, men medførte ikke desto mindre mange forargede læserbreve og mails i dagene der fulgte.

Problemet består imidlertid ikke kun i dårligt forberedte studieværter, men også i at medierne anvender nyhedskriterierne på næsten alle emner, og det går ud over den del af virkeligheden, der ikke er nyheder, herunder kunst og kultur.

I journalistikkens verden opererer man med fem nyhedskriterier. For det første skal et emne være aktuelt, før det er interessant. At det er aktuelt kan måles på om andre medier beskæftiger sig med det. For det andet skal emnet have en vis væsentlighed, men hvad det er, afhænger igen af dets aktualitet. For det tredje skal stoffet tilrettelægges på en måde, så mange udenforstående får den oplevelse, at det kommer dem ved, selv om de hidtil har levet i lykkelig uvidenhed om det. For det fjerde er det godt, hvis der kan knyttes en eller anden sensation eller forargelse til emnet. Endelig skal man også lede efter konflikter, der helst skal fremstå som uenighed mellem nogle mennesker, der kan inviteres i studiet for at skændes med hinanden.

Ingen af disse fem nyhedskriterier formår at opfange det væsentlige i kunst og kultur. I litteraturens verden er det helt andre temaer og indfaldsvinkler der betyder noget. Nyheder er der næsten aldrig tale om, men derimod refleksioner i ”sjælfuld fattet form”.

I litteraturens verden skildres masser af konflikter, men de er ikke nyhedsstof. De skildres ikke for at komme på forsiden af avisen, men for at sige noget væsentligt om det at være et menneske.

Nyhedskriterierne stiller sig kort sagt i vejen for en seriøs drøftelse af nogle helt grundlæggende forhold vedrørende kunst og kultur. I efterårets debatter om støtten til dansk litteratur kom man således aldrig til at drøfte hvorfor staten indtil nu har været villig til at støtte dansk litteratur. Hvad er det særlige ved litteratur og kunst? Hvilken betydning har litteraturen for eksempel for udvikling og vedligeholdelse af det danske sprog og dermed den nationale identitet? I den pressemeddelelse som Dansk Forfatterforening udsendte før den store højtlæsningsdag på hovedbibliotekerne i Aarhus og København stod der bl. a.: ”Vi siger tak for den betydning, I som politikere har tillagt os, og som har givet sig udtryk i en kontant støtte fra den danske stat. Vi har til gengæld leveret en lang række romaner, digte, essays, rejsebeskrivelser, debatbøger, opslagsværker, skolebøger og børnebøger. Vi har været glade for, at vi på den måde har kunnet give vores bidrag til det danske samfund ... Det danske samfund kan ikke undvære sine forfattere. Det er vores ærinde. Vi tigger ikke, vi takker, men vi nøjes ikke med det, for vi vil gerne fortsætte med at yde vores bidrag til det danske samfund.”

Ingen af disse emner formåede at leve op til de fem nyhedskriterier, og de blev derfor ikke diskuteret. At forfattere tænker positivt om deres medmennesker, lever ikke op til fordommene om, at de er nogle elitære egoister, der kun venter på en lejlighed til at råbe “lorteland” efter alt og alle, så den positive vinkel kom ikke i spil.