Den tilsmudsede talerstol
Kunstnerne bør blande sig mere i debatten om, hvor Danmark og verdenssamfundet er på vej hen. Det siger kulturminister Per Stig Møller til Kristeligt Dagblad d. 29. december 2010. Han er utilfreds med, at kunstnerne og de intellektuelle har trukket sig ud af debatten, så situationen i dag er den, at politikerne beskæftiger sig med store problemstillinger såsom klima, krig fred, mens kunstnerne koncentrerer sig om det uendeligt små. Det er skønt med en minister, der melder så klart ud og som tager kulturen alvorligt, så tak for det. Udspillet kræver dog et par kommentarer. For det første er det svært at finde ud af, hvad der menes med de ”intellektuelle” og ”kunstnerne.” Er det keramikere, skuespillere eller musikere? Da Per Stig Møller selv er forfatter, kan man forestille sig, at det er forfattere, han tænker på Måske har han endda en forestilling om forfatteren som et menneske, der er i besiddelse af en særlig visdom, der strømmer ned til ham i kraft af den inspiration, han som kunstner er i stand til at modtage? Denne forestilling er vist ret udbredt. Mange tror stadigvæk, at en rigtig forfatter kan udtale sig med vægt i alle livets forhold, så forfattere bliver spurgt til råds om madvaner, mode og politik, og med jævne mellemrum efterlyses ”Den Store Danske Samtidsroman” der på samme måde som romaner af Dickens og Pontoppidan formåede at gøre det, kan sætte dagsordenen for den offentlige debat. Der er dog ikke meget der tyder på, at det vil ske. Den samfundskritiske virksomhed, der blev praktiseret af de store realister, er i dag overtaget af dybdeborende journalister, der har vældige resurser i form af biblioteker, researchere, arkiver og mediemagt til deres disposition, og den slags kan en enlig forfatter ikke hamle op med. Det har de fleste forfattere da også indset, så i stedet for den store samtidsroman, får vi beskrivelser af de sociale og psykiske omkostninger ved det moderne liv. Et andet forhold er, at den intellektuelle debattør, som Per Stig Møller efterlyser, er en type, hvis værdi er faldet drastisk i løbet af de senere år. Før i tiden var det sådan, at når en intellektuel debattør udtalte sig, skete det med den autoritet der kom af at besidde en særlig viden om menneske og samfund, og der fulgte altid et pænt honorar med en kronik eller en kommentar i et dagblad. Det sker kun få steder i dag. I massemedierne har man nedlagt fagredaktionerne, hvor der sad folk med forstand på deres område. I fjernsyn og radio bliver underholdningsværdien ofte vægtet højere end saglighed, så alle synspunkter anses for at være lige gode, og foragten for faglighed går fra top til bund. I sin nytårstale for ti år siden sagde Anders Fogh Rasmussen således, at man ikke skulle tro på smagsdommere og eksperter, og i dag er den offentlige debat præget af grovheder og platheder fra folk, der tilsyneladende knap kan holde på en staveplade, men som ikke desto mindre ytrer sig hæmningsløst om hvad som helst. Det sker ikke mindst på internettet. Resultatet er, at enhver intellektuel, der vover at ytre sig offentligt, skal være indstillet på at blive svinet til. Debat er der aldrig tale om. Forsøg på genmæle betragtes som fornærmelse. Viden stemples som højrøvethed. Fordomme forveksles med frisind. Det er bøvset og dumt. Der mangler et samtalepunkt, hvorfra der kan tales med myndighed. En sådan har vi ikke i dag. Den talerstol, hvorfra den offentlige debat føres, er tilsmudset og plat, og det er uden tvivl en af årsagerne til at anstændige kunstnere og intellektuelle holder sig væk fra den.