beck
GUDS KNALDEPISK

Vilhelm Beck var leder af en af de største folkelige bevægelser i Danmark, og hans valgsprog var: ”Så længe jeg lever, vil jeg gale!” Det gjorde han, så det gav genlyd over hele landet, men i dag er han ukendt for de fleste. Hans tilhængere mente, at han havde et lyst og enkelt sind, men hans fjender opfattede ham som en mørkemand. Hans fremfærd var præget af en mærkelig dobbelthed. I familiens kreds var han kærlig og eftergivende, men udadtil var han hård og stejl. Han påstod, at han arbejdede for Guds riges sag, men tidligt havde han indgået en pagt med en dæmonisk kraft, der til sidst endte med at tage magten fra ham. Han var Indre Missions ubestridte høvding i fyrre år. I bogen tegnes et forstående men også kritisk portræt af de helliges høvding, Vilhelm Beck. En stridens mand, der både var elsket og hadet af sin samtid, og hvis virke endnu trækker sine spor gennem det danske samfund.