Tale ved Mogens Krustrups
bisættelse[*] 9. februar 2011
”Det er underligt, at det nu er slut
med gode, lange samtaler, skumringswhisky og meget andet godt og interessant.”
Det skrev Eva til mig, da Mogens Krustrup var
død.
Det er altid et tab, når nogen dør. De kommer aldrig igen.
Det er i sandhed ”underligt!”
Derefter lever de kun i vore minder, og vi må huske, hvad de gav os.
Mogens gav os meget.
Jeg husker den sidste samtale jeg havde med ham. Det var på Helsingegården få dage før han døde. Som altid havde han
noget, han lige ville fortælle, og det han fortalte mig den dag var, at han
engang havde set en måneregnbue.
Jamen det er rigtigt, sagde han.
Stemmen og ansigtet lyste op ved erindringen.
Det var i Tyrkiet for mange år siden, og der var både jordskælv og
klippestykker så store som køer der styrtede i afgrunden, og så var der måneregnbuen
der stod og glitrede over en kløft.
Han var fuld af forundring, men også forsigtig med at bringe en historie
til torvs, som ingen ville tro på. Men så kunne han oplyse, at H.C.
Aristoteles. H.C.
Og hvad havde den mand ikke set?
Hvad havde han ikke læst?
Hvem havde han ikke talt med?
Det var et under med den mand. Hvor var han dog selv fyldt med forunderlig viden,
som han hellere end gerne øste ud af.
Han vidste tilsyneladende alt. Så det er et helt univers, der nu er gået
under.
Ja, meget har vi mistet. Men vi fik
også meget.
Jeg husker søndage hjemme hos os selv, hvor Hanne og jeg i nogle år havde
søndagscafé, hvor vi lyttede til kloge mennesker, og der var Krustrup en ivrig deltager og en klog og munter kommentator.
Det muntre var altid hos ham. Jeg får lyst til at citere Vilhelm Grønbech, der
et sted har skrevet, at “… megen højtidelig litteraturhistorie og teologi kunde
have været sparet, om der fandtes en lille smule sans for den lystighed der
taler sandhed og bliver mere og mere indtrængende, jo mere den slår sig løs.”
Jeg husker en uforglemmelig eftermiddag i forfatterforeningens bibliotek
hvor han fortalte om sit venskab med Morten Nielsen. Han havde medbragt den
stok, Morten Nielsen brugte, da han skrev ”Krigere
uden Vaaben” og det armbåndsur som Morten Nielsen
havde på, da han blev skudt. Mogens Krustrup læste
højt af breve fra Morten Nielsen, der kort før sin død havde skrevet til ham: ”Krustrup, min Ven i det fjerne Holstebro … vi sprang ud af
samme Skæbnes Himmeltegn.”
Jeg kan endnu høre hans stemmes klang og rytmen i den, når han læste:
Det var betagende. Og det er også påfaldende, hvor meget lys der er i Morten
Nielsens digte. Mogens fortalte om digtet ”Øjeblik” hvor der står: ”Toget er
standset, med Ruder, der løber fulde af blændende Regnskær,
og Buskenes vilde lys i det vaade og grønne.” Ikke
sandt: ”Blændende regnskær” og ”buskenes vilde lys.” Et
andet sted taler han om ”et lysskær omkring/ det, der er hemmelighed.”
Ingen kunne være i tvivl om, at i det venskab havde der været et stærkt lys.
Og den slags lys skal der to til. Mogens Krustrup
mente selv, at han og Morten Nielsen havde det tilfælles, at de begge var
rødhårede, men der var meget mere i det.
Et venskab lever af, at den ene kan opfange lyset fra den anden og sende
det tilbage. Det kunne Mogens. Han havde venskabets gave og bar selv et lys med
sig. Hvad var det der skinnede gennem Mogens Krustrup?
Hvad var det der betog ham, så han også kunne betage os andre? Hvad var ”det,
der er hemmelighed.”
Jeg er ikke i tvivl. I et ord: det der optog ham var skønhed.
Han havde erfaret hvad skønhed er, og hvad skønhed kan gøre ved os
mennesker. Den finder vi i kunst og kærlighed, i arkitektur og poesi. Der kan
man opleve noget, der er større end én selv. Det vidste han. Denne erfaring af
skønhed minder i øvrigt meget om religiøse erfaringer – og det var derfor, han
var så optaget af religion, især kristendommen. Også der er der jo tale om lys
– lysvæld bag ved lysvæld i
himlen ind! Det var det lys, der havde grebet Krustrup.
Det var det lys, der skinnede gennem ham. Han var aktiv i folkeoplysningen. Det
har jo også dette lys som et grundlag. En måneregnbue er et lysfænomen. Han gav
sin bog titlen: Kirker og moskeer i Levanten. Ikke mellemøsten eller den
arabiske halvø – men Levanten – jamen det betyder solopgangens land.
Det fandt han alt sammen belyst gennem Vilhelm Grønbech, og jeg vil læse et
citat højt fra Vilhelm Grønbechs bog om William
Blake, for det har en markant sproglig rytme, og det fortæller
om dette et lysskær ”omkring/ det, der er hemmelighed.” Grønbech skriver:
“Morgenen er ikke en række begivenheder, men en udstrømning af skønhed -
levende skønhed - glæden åbner sig i
blomsternes favn ... den vilde timian og mjødurten, der dunetblød
vugger blandt sivene, danser først ud i luften, vækker gedeblad, der slumrer i
egen, og dens skønhed svæver fejende afsted i
vindens arme; hvidtjørn … åbner sine mange søde øjne; lyttende tyst sover rosen
videre, ingen tør vække den, men snart sprænger den det røde forhæng om sit
leje og stiger frem i majestætisk skønhed; nelliken, jasminen, liljen og alle
de andre åbner deres himle, hvert træ, hver urt fylder luften med en myldrende
dans - sådan bliver det morgen …”
Lad mig slutte med endnu et citat af Morten Nielsen, hvor han på mærkelig
måde reflekterer Grønbech, og hvor han
”hørte nogen hviske et : ”Vel mødt -
Og det svarede fra mange skjulte Munde:
Med en Mildhed, som var mistet og fordrevet:
”Vi har nok og stadig nok, som vi kan gi’ af.
Vi er Ord og Sol og alt, hvad du har levet.”
Tak Mogens. Tak for alle ordene.
Tak for klogt og muntert samvær.
Vi er ord og sol og alt hvad du har givet.
Tak for det hele.