Hvad er en pensionsordning mod evigheden?

Egon Clausens erindringer fra sin indremissionske og jyske opvækst spænder med lune og varme over livssyn, der er så forskellige, at kun den, der selv har erfaret dem, kan samle dem til et hele.

af Karen Syberg

Omtrent midtvejs i Egon Clausens erindringsbog, Min far så engang en engel beskri­ver han striden om afholds­hotellet i sin hjemby, Hem­met. I 1914 slog en kreds af 'troende mænd', altså Indre Mission, sig sammen og køb­te hotellet for at drive det som afholdshotel. For en sik­kerheds skyld fik de tinglyst en klausul om, at der på dette matrikelnummer ingensinde måtte sælges alkohol.

Tiden gik imidlertid, de mænd, der ejede afholdsho­tellet »blev kaldt hjem til Vorherre,« og i 1964 kom der flertal i det tørlagte sogn for at give købmænd og Brugsen ret til at sælge alkohol, så måtte hotellet vel også have lov? Men sådan skulle det ikke gå, for frem trådte Maren Thomsen, formand for Indre Mission. Afholdshotellet var klausuleret, og argumenter om, at man jo bare kunne skrå over gaden og købe både øl, vin og spiritus, bed ikke på Maren Thomsen. Hotel­ejeren gik fallit, og journali­ster kom rejsende helt fra Kø­benhavn for at få den besyn­derlige historie fra den stæ­dige kvindes egen mund. Men det var ikke kun logikken, de ikke begreb, heller ikke Maren Thomsens vestjy­ske kunne de få mening i. ”Hun nægtede aldeles at lade sig indrullere i noget medie-panoptikon og spille­de ikke andet end den, hun var, nemlig en vestjysk bondekone, der troede på syndernes forladelse gennem Jesu korsdød, og som i øvrigt ikke ville svigte det løfte, der engang var givet vore forfædre.”

Programmedarbejder Egon Clausen bivåner sine kollegers forbløffelse med et lunt øjekast til læseren, der sidder og smiler med. Men midtvejs i fortællingen slår teksten en overrumplende kolbøtte:

”I Radioavisen virkede hun som en røst fra stenalde­ren; men jeg kendte hende og vidste, at sådan var hun ikke. Jeg kendte hende endda me­get godt, og hun har haft me­get stor indflydelse på mig i mine tidlige år i Hemmet.”

”Maren Thomsen var min moster.”

Derfra beskriver Egon Clausen, hvordan mosterens hjem igennem hans barndom har været et hjertevarmt fri­sted, hvor børnene »opleve­de den ro og tryghed, som der ikke altid var plads til på går­den derhjemme.«

Kompositionen lukker li­ge så stille luften ud af fore­stillingen om Maren Thom­sen som en art fordømmen­de, nidkær Faster Anna fra Matador og lader mosteren stå tilbage i sin egen ret.

Den forfærdelige tvivl

Passagen er karakteristisk for Egon Clausens måde at for­me sit stof på. Han fortæller på en gang udefra og indefra. Han gjorde tidligt oprør mod sin fædrene tro, og han søgte væk fra sliddet og slæbe på den magre vestjyske jordlod. Men indsigten forlod ham ik­ke.

Han formår at få sin barn­doms og ungdoms skikkelser til at stå så læseren forstår dem indefra, han kan smile ad dem uden at hænge dem ud, og han kan fremstille de­res slid og deres kval, så man lever med dem - og må vinke farvel til en del fordomme undervejs. Direkte gribende er hans skildring af den ald­rende faders nagende tvivl om, »at Guds ord er sandhed (men er det nu det?). At det evige liv er en realitet, (er det?). At vi der skal mødes og være sammen i fællesskab med alle vore kære til evig tid, (men kunne vi nu være sikre på det?). Da mor døde, sad han i mange timer og da­ge og spekulerede desperat og ensomt for at få det forfær­delige spørgsmålstegn til at gå væk.«

Afmægtigt må faderen desuden erkende, at hans fædrene tro ikke har slået rod hos børnene, og deres frelse plager ham.

”De klarer sig jo godt,” sagde jeg trøstende. ”De er al­le i gode, respektable stillinger. Velagtede borgere i samfundet.”

»Der kom endnu et suk, for hvad er en pensionsord­ning mod evigheden?«

Tætvævet

Undervejs i skildringen får man naturligvis også den op­voksende Egons vanskelighe­der og kvaler med sin slid­somme og usamtidige bag­grund. Han har det som en an­dengenerations indvandrer med fundamentalistisk bag­grund, der må han lære sig flere identiteter for at kunne begå sig i verden uden for hjemmet uden at blive for­stødt af sine egne. Og der er næppe megen tvivl om, at han slet og ret har haft for meget hårdt fysisk arbejde til at kun­ne klare sine lektier. Var Egon Clausen vokset op i en federe egn, var han givetvis landet i gymnasiet. Nu var karakte­rerne i de fag, som ikke inter­esserede ham, for dårlige.

Det, der gør Min far så en­gang en engel til fremragende erindringslitteratur, er imid­lertid det tætte væv, der er mellem forfatteren og det miljø, han kommer af og be­skriver. Han har forladt Indre Mission, javist. Han har gjort oprør mod snæversynet og den sociale kontrol, javist. Han har levet et moderne storbyliv som journalist, ra­diomand og forfatter, javist, men indforstået­heden med det miljø, han kommer af, har han ikke forladt. Han ved, hvordan verden kan stille sig sådan for netop disse menne­sker. Og han holder af dem.

Den moderne udvikling ud­manøvrer missionsfolkene, »men da grebet om det jordi­ske glippede, forblev de trod­sigt tro mod deres elskede herre og mester. ”Jeg kom­mer snart. Hold fast ved det du har, for at ingen skal tage din sejerskrans.” I lang tid kunne jeg ikke se andet end åndelig formørkelse og un­derkastelse i sådanne senten­ser. Nu ser jeg, at det var dumt af mig, for jeg så kun mang­lerne og selvmodsigelserne og havde ikke blik for, at troen hjalp folk i Hemmet til at leve et liv i anstændighed.«

En venlig gave

Egon Clausen er nu og da ble­vet beskyldt for at have alle 'de rigtige meninger', at være en politisk korrekt '68er, hvad der jo i vore dage nær­mer sig det pinlige. Med Min far så engang en engel, som i øvrigt er rasende velskrevet, får man indblik i, hvad der har formet hans tolerante frisind - og i, at der er bund i det.

For overtegnede fynbo har det været en venlig gave at få lov til at leve med i et sogn, der på forhånd var så fremmed, at det lige så godt kunne have ligget på den ana­tolske højslette.