Min ven kulturredaktøren er ikke min ven. Han er min seismograf, min vindmåler, min notar. Ved hjælp af ham ved jeg, hvilken kursværdi jeg har i den kulturelle verden, så ham gør jeg bedst i at holde mig gode venner med, og det gør jeg så, selv om han ikke er min ven. Det er bare noget jeg kalder ham.

Min ven kulturredaktøren er et forunderligt væsen med store, næsten overnaturlige evner. I kraft af en slags indbygget automatik ved han, hvad der er in og hvad der et yt, hvad der er centrum og hvad der er periferi. Luk ham ind i en sal med hundrede mennesker, og på mindre end ét minut vil han stå og le højt og indforstået i kredsen af de mest indflydelsesrige personer i lokalet.

Det sker det af og til, at han hilser på mig, men ikke altid. Jeg er blot en han hilser på, når han finder det passende, og det er, når min kulturelle værdi er høj. Til andre tider er jeg usynlig for ham. Forleden var jeg således til en forlagsreception. Da skred han forbi mig i en afstand på mindre end en meter, og jeg fik ikke så meget som et nådigt nik. Da var jeg klar over, at min anseelse i det kulturpolitiske establishment var nær nulpunktet. Det anede mig nok: min bil er en KIA, min mobiltelefon er en to år gammel Nokia, så den er ikke moderne mere. Desuden læser jeg de forkerte bøger. Jeg læser godt nok mange romaner, men synes også godt om faglitteratur, og jeg har fortalt ham om en ny bog om kulturjournalistik, men da han hørte, at den var udgivet på et forlag der hedder ”Samfundslitteratur”, blev han omgående træt i øjnene og sagde ”Ih, hvor lyder det spændende” på en måde, så jeg kunne høre den indre gaben. Jeg skriver også de forkerte bøger, og på bagsiden af min seneste bog har forlaget begået den fatale fejl at nævne, at jeg engang har gået på et seminarium i Ribe. Den slags trækker ned i det kulturelle regnskab. Da jeg spurgte ham om hans redaktion ville omtale den, sagde han, at han ville se på den med ”friske øjne” og så vidste jeg omgående, at han ikke ville så meget som røre ved den. Min kursværdi ligger nær nul.

Min ven kulturredaktøren har en helt anden status i det kulturelle hierarki. Han følger nemlig med tiden og er fleksibel og moderne. Hans forgænger skrev om teater, klassisk musik, skønlitteratur og billedkunst, men i vore dage skal en kulturredaktør også beskæftiger sig med mode, mad, livsstil og kendisser, og min ven kulturredaktøren er med på det hele. Hans klummer er velformulerede og handler ofte om åndsfrihed og nyheder på det kulturelle marked, men selv om han spiller konge i kulturens verden, har han dog en lav status blandt dem der anser sig for at være rigtige journalister og som vil afsløre fup og svindel og afsætte regeringer. De mener, at man skal være uafhængig af kilder og holdninger. Man skal ikke fedte for de fine i de kredse, man skriver om, og man skal holde sine private meninger for sig selv. Det kan min ven kulturredaktøren ikke leve op til. Når det kommer til stykket er han helt afhængig af den fremherskende smag i de kredse, han skriver om. Derfor står han i kredsen om de mest magtfulde og ler ad deres vittigheder, men han ved, at de kun opfatter ham som en ven så længe som han formidler deres synspunkter på kunst og kultur. Gør han ikke det, vil han blive betragtet som en forræder. Han må kort sagt dele netværk, omgangskreds og sympatier med sine kilder. Til gengæld kommer de i medierne tidligt og silde. Sådan fungerer det. Hans domme er andres domme. Hans smag er andres smag. Den slags kaldes for insiderkultur, men sammenspisthed er og bliver det, og det lever min ven kulturredaktøren af, og han er for resten ikke min ven. Han er heller ikke konge i kulturens rige. Han er og bliver – en nar og en stodder.