****** Erindringer. En
af de mest savnede kulturstemmer i Danmarks Radio fortsætter sine erindringer i
bogform.
Egon Clausen gør regnskabet op
Af Niels Houkjær, Berlingske Tidende
En dag i august måned 1959 kører Egons far sin søn til Ribe
Seminarium i den grønne Land Rover, hvormed han til hverdag transporterer ornen
ud til de forventningsfulde grisesøer på nabogårdene i Vestjylland.
På ladet er ornen til lejlighed skiftet ud med 19-årige
Egons almueblå trækiste, for han skal begynde i
præparandklasse (forberedelsesklasse) og være lærer. Egentlig ville han gerne
have været journalist, men en baggrund som husmandssøn
fra Hemmet, en vedholdende lugt af gris og stald samt en tung åndelig bagage
fra Indre Mission åbnede ingen redaktionslokaler.
Trods seminariets antikverede pensum i begyndelsen af
1960erne og besvær med kærligheden, så bliver Egons identitetskamp dog
hovedsagen i seminarieårene, hvor han forsøger at
lægge sit træge sind og sin landlige opvækst bag sig.
Han skiftede KFUM-spejdernes fromme og moralske Grønspættebog ”Spejderliv” ud med Thorkild Bjørnvigs digte
og Hartvig Frischs kulturhistorie, Sigurd Hoel og
Peter P. Rhode og antog herefter frejdigt navnet Sophus i mere muntert og
frigjort lag. Sophus lagde stadig mere afstand til familien i Hemmet, mens
Egon skammede sig over sit forræderi. Faldt personspaltningen bekvem i
dagligdagen, så meldte selvforagten sig til gengæld og gav blå mærker på
sjælen - og for livet, som forfatteren ikke uden betydning antyder.
En studietur til Grækenland og ikke mindst Egons
praktikophold og mødet med Grundtvigs højskoletanker i praksis forløser og
skrives på indtægtssiden. Når Egon Clausen nu efter salmedigter Brorsons
anvisning ”gør sit regnebræt op” bl.a. under et gensyn. med Ribe, finder han
trøst på plussiden, fordi han ikke vendte ryggen til andres og verdens lidelse.
Han mødte den fuldt udfoldet blandt eleverne på seminariet i Ribe, og han mødte
den senere i medielivet som kulturredaktør ved P1.
Generationen som
tabte det meste
Egon Clausens bog betragter han selv ikke blot som et
personligt regnskab, der skal gøres op, men også som historien om en
generation ”der fik det hele, men som tabte det meste.” Det er en sagtmodig,
indadvendt fortælling berettet mere af den samvittighedsplagede Egon end af
den muntre Sophus og mest om en begrænset vej til social mobilitet for en
mindre (omend interessant) del af ungdommen i
1960erne.
Der er rigtig meget vadmel og almuevisdom a la Martin A. Hansen, men også lune og litterært sus over fortælleren, der underfundigt spiller dobbeltspil ikke bare med sin egen hovedperson, men heldigvis også med læseren. Og han gør det langt bedre som fortæller end som moralist.
Egon Clausen. Regnebrættet. Erindringer fra Ribe. 193
sider, 249 kr., Gyldendal.