En ærlig og hudløs beretning om en tabt kamp

Egon Clausen: Regnebrættet

Af Hans Hauge

Der er efterhånden mange erindringsskildringer fra Ribe. Man kan nævne Hans Edvard Nørregård-Nielsens ”Riber ret”. Den handlede om, hvor forfærdeligt det var at gå på gymnasiet dér. Nu har tidl. programredaktør Egon Clausen bidraget med endnu én - om, hvordan det var at gå på seminariet i samme by. Det var trods alt en del bedre end gymnasiet.

Han gik der fra 1959 til 1964. Disse år skildres morsomt og vemodigt. Han følger Brorsons salme ”Kom hjerte, tag dit regnebræt, skriv op dit levneds dage”. Det har han gjort, men uden Gud. Han har slettet de sidste linjer, hvor »alting står i Guds register skrevet«. Egon Clausen fører selv regnskab.

Han er radikal modernist. Her er han Sophus. Han kaldte sig nemlig ikke Egon i Ribe, men Sophus. Egon er bondedrengen fra det indremissionske hjem, mens Sophus er oprøreren og kritikeren - og ville også gerne forføre kvinder, men det bliver ikke til meget. Bogen foregår før den seksuelle frigørelse.

”Regnebrættet” er en lidt sørgmodig bog. Den handler mest om nederlag. Det begyndte godt, men det er ikke endt godt. På en måde er den en bekendelse. Egon Clausen er forblevet en fremmed, uanset hvor han er. Det er sikkert en arv fra hjemmet. Han er en pilgrim.

Oprørene før oprøret

Bogen indledes med, at Egon Clausen skal til 70-årsfødselsdag hos Søren, som han gik på seminariet med. Søren sidder forladt og syg på et plejehjem. Han symboliserer nederlaget. Søren var den kulturradikale oprører, der nu sidder og propper flæskesteg i munden og hører sangen ”I dag er det Sørens fødselsdag”.

Egon Clausen ville ikke være lærer, men kom på seminariet. Intet gik som planlagt. Ribe Seminarium uddannede de unge til en verden, der ikke eksisterede mere. Det »producerede fortid«. Det får vi et indblik i. Ganske vist var skolen gammeldags, men Egon Clausen beskriver den alligevel med en vis varme og vemod. Den betød jo noget for ham. Han blev et menneske i Ribe.

Egon Clausens venner omtales kun med fornavne. Vennerne og han var trodsige og øvede sig på »aggressive, antiautoritære udfald«. Der var, siger han, kulturkamp. Den ”rasede” endog. Danskheden var truet af amerikaniseringen. Det er spændende at læse om disse små oprør før oprøret i 1968.

Egon Clausen viser også, at han havde god litterær smag og læste Tarjei Vesaas og Thorkild Bjørnvig. Dette foregår, før massekulturen var blevet ligestillet med finkulturen. Der var en kanon dengang.

Bogens tredje del handler om, da han var ”på græs”, som det hed. Seminarielever skulle undervise et halvt år som led i studiet.

Smølferne i domkirken

Egon Clausen klarer sig godt som lærer på Falster. Han vender tilbage og afslutter sin eksamen.
Fjerde del er mere kortfattet. Den handler bl.a. om hans tid som lærer i Ishøj.

I 1992 vender han tilbage til Ribe og går ind i domkirken og ser ”smølferne”, dvs. Carl-Henning Pedersens udsmykning. Dem er han særdeles kritisk over for. Her vinder anti-modernisten Egon over modernisten Sophus.

Resten af bogen er om disse billeder, og han foretrækker de gamles billeder. Der er det, han spørger: Hvad nyttede det hele? Atomkampagnen, afsky for autoriteter, den frigørende pædagogik? Det er, som om han svarer: ingenting.

Det er denne tabte kamp, som bogen behandler ærligt og hudløst. Tog de fejl: Søren, Flemming, Fredy og Sophus? Læs bogen og døm selv.