Generationen, der fik det hele, men tabte det meste
Claus Grymer Kristeligt Dagblad 28.
april 2011
Egon Clausens ”Regnebrættet.
Erindringer fra Ribe” er et ubarmhjertigt regnskab, der både handler om ham
selv og tiden
Med omslaget, der viser
brudstykker af Carl-Henning Pedersens udsmykning i Ribe Domkirke, og med det
Brorson-citat, der er bogens motto, er allerede meget sagt om tendensen i Egon
Clausens nye bog, ”Regnebrættet. Erindringer fra Ribe”.
Den er et personligt regnskab
og som sådant ubarmhjertigt. Samtidig er det ”en del af historien om vores
generation, der fik det hele, men som tabte det meste”.
Forfatteren er født i 1940. I
udsmykningen genkender han noget karakteristisk ved den måde, som han og hans
jævnaldrende førte sig frem på. Efter at have beskrevet Carl-Henning Pedersens
figurer som løsrevet fra en kirkelig og teologisk sammenhæng - og som værende
sig selv nok i deres uforpligtende leg og dans – må han spørge: ”Havde vi ikke
også været små latterlige sprællemænd, der gjorde, hvad vi kunne for at rive os
løs fra enhver sammenhæng?”
Da
Clausens respekt for Brorson
er åbenlys, måske specielt efter egne konfrontationer med døden, der ”næsten
som en epidemi” har hærget blandt personer i hans nærhed. Og på titelbladet
citerer han de første seks linjer af digterens salme ”Kom hjerte, tag dit
regnebræt, skriv op dit levneds dage”.
Bogens balance mellem det
personlige og det almene finder sit leje straks fra begyndelsen.
Udgangspunktet er, at en
kammerat fra studietiden på seminariet i Ribe
inviterer til sin 70-års fødselsdag - og forfatteren mindes dermed om, at ikke
alle i generationen af mønsterbrydere - med rod i nøjsomhedssamfundet - magtede
overgangen til alt det nye, der begyndte i 1960'eme. At den havde ført til både
vindere og tabere, var forfatteren og kammeraten fra den fjerne, oprørske
fortid eksempler på.
”Regnebrættet” er
underholdende og vedkommende, skrevet med smerte, selvironi og humor. Man
tillader sig et overbærende smil ad den vrede unge mand, for hvem Ribe var en
by af hyklere. Ingen gik fri af hans fnysende hån. ”Selv noget så uskyldigt som
at gå til bageren efter rundstykker søndag morgen kunne udlægges som et
eksempel på de småborgerlige veje, et menneske kunne forvilde sig ud på”.
En lys forårsnat
demonstrerede imidlertid poetisk for samme unge mand, a virkeligheden er langt større og
rigere, end vi kan forestille os. Det var som at blive velsignet. Indsigten,
der den nat blev givet ham, har aldrig siden sluppet ham. Man fornemmer den
dybest inde i hans lidenskabeligt gennemførte opgør.