Den kroniske skyld

Nye erindringer fra Egon Clausen med fint tidsbillede, men med uafklarede regnskaber og monstrøse selvbebrejdelser.

ERINDRINGER

Egon Clausen har i smukke erindringsbøger fortalt om sin vestjyske barndom og de seje indremissionske forældre på husmandsstedet i Hemmet ved Tarm. Dette bind handler om tiden, da han - efter at have ledsaget husets orne ved bedækning af egnens søer - 19 år gammel eksporteres til Ribe for at blive lærer ligesom storebror.

Det er et skud i tågen, men det bliver til velsignelse. Vor helt møder op troskyldig som en Candide opflasket på den grønne spejderhåndbogs nationalromantik, følsom med let til besvimelser, men også letantændelig for nye tanker. Som lærer folder han sig ud på Falster og i Ishøj, indtil han hopper af og bliver redaktør afbladet Unge Pædagoger og fra 1975 ansat i DR.

RIBE SPILLER på to leder en hovedrolle. Byen er symbol på et Udkantsdanmark i søndagshvile med seminaret som en tidsmaskine, der uddannede unge til en ikke længere eksisterende verden. Miljøet og tiden 1959-64 tegnes - vittigt, men venligt - via skiftende logier, lærere og kammerater, med læsning, jazz, rejser, stille politisk aktivitet og endnu mere diskret erotik, for den ellers godmodige rektor Mogensen tordner mod sex før ægteskabet.

Men Ribe er også Riber Ret, som seminariets blad hed - ironisk, men symbolsk. Midt i det flade marsklandskab knejser domkirkens tårn som en skarpladt pegefinger- over byens fortrængninger, over unge Clausens uskyldige synder - og navnlig, viser det sig, over den ældre Clausens syndsbevidsthed.

Unge Clausen følte sig svigtet af forældregenerationen med de ”fromme klicheer”. Men det er vand mod de bebrejdelser, han øser ud over sig selv; da han genser byen under domkirkens skygge i 1992 og i 2009 til en havareret kammerats 70-års dag. Titlen spiller på biskop Brorsons salme: ”Kom, hjerte, tag dit regnebræt, skriv op dit levnedsdage... Hvad har du gjort de mange år, du har i verden levet?”. Vigtigst for Clausen er dog de næste linjer, som han først citerer side 184: ”Husk, bange sjæl, at alting står i Guds register skrevet”.

Men der er noget, der ikke går op på det regnebræt. Noget vigtigt, der ikke er kommet med. Nok så interessant er alt det, bogen ikke fortæller.

”MINE FORÆLDRES fordømmelse sad altid som et hold i nakken”, skriver Egon Clausen. Godt sagt. Men han overtager selv det nakkehold, når han taler om barndommen, ”før verden gik i stykker”.

Jamen, hvad gik i stykker? Hvornår? Hvordan?

Han skildrer selvironisk den antiborgerlige seminarieelev i trodsalder og rød striktrøje, men også - o, skræk'- som ham, der skamløst deler sig op i pæne Egon og pseudonymet 'Sophus', der boltrer sig respektløst i skolebladet. Det fremstilles, som om det var en farlig identitetsspaltning, en ripensisk dr. Jekyll og mr. Hyde.

Men, herregud, det er jo de kreative sider, han udfoldede fra 1969 som redaktør af Unge Pædagoger og tidsskriftet Bixen og som den suveræne tegner af oprøreren Superanton. Den succeshistorie forbigås påfaldende nok.

Han tegner ultrakort sin tid i DR, som om han trods indre protester blot var ”fanget af egne ambitioner” og ”det bedøvende stof”: magt.

Jamen, herregud, magt hører med til medieliv, og han lavede 30 år eminent radio. Også glemt.

Han skildrer 60'ernes frigørelsesdrøm, men ender - i selveste Ribe Domkirke med at se sin generation som ”latterlige sprællemænd”, der søgte ”at rive os løs fra enhver sammenhæng” og jævnligt ”betalte en meget høj pris for det”. Han forstørrer sin forliste kammerats psykiske lidelse til ”vor tids lidelse” - til en generel påstand om, at de ”anstrengte krumspring” endte i tidsspilde, nedbrudte ægteskaber, selvmord og blodpropper. Jamen, så drastiske saldoopgørelser på regnebrættet kræver da mellemregninger og begrundelser.

Og undervejs pisker han sig med skorpioner over alt fra forfængeligt hovmod til forsømmelse af familien: ”Mine svigt, min naragtighed, min selvoptagethed, min hjemve, mine nederlag i kærlighed, min sorg over den tabte tid”.

Jamen, kan flagellantrollen som Den Angrende Synder ikke også være selvoptagethed?

SKUFFENDE, at bogen efter en lovende optakt slutter der, hvor analysen burde begynde: Hvorfor 60'er-projektet - efter hans mening - endte i selvbedrag og nederlag?

Ekstra ærgerligt, netop fordi Egon Clausen tidligere så præcist har udpeget indremissionens indre orm: Det nakkehold, der ligesom arvesynden kan gå videre til næste generation. Den kroniske skyld.