Vokseværk

Et liv i kontraster.

Egon Clausen er nået til det fjerde erindringsbind, hvor han mister sin selvoptagethed. Det gør ondt, men også godt.

Af OLE THYSSEN

Weekendavisen 29. april 2011

Regnebrættet er fjerde bind af af Egon Clausens erindringer, og jeg har med skam at melde ikke læst de første tre. Så jeg hopper ind midt i historien, som handler om tiden omkring 1960, hvor Egon Clausen modvilligt lader sig indskrive på lærerseminariet i Ribe.

Ouverturen er et nutidigt besøg på et plejehjem, hvor en medstuderende fra Ribe dengang inviterer til 70-års fødselsdag på et plejehjem. Det er den første kontrast - fra energisk ung til affældig gammel. Resten af bogen er spændt ud mellem en serie af kontraster.

Næste kontrast: Den unge Clausen hjælper sin far med at køre rundt til gårde med en orne for at besvangre søer. Og i samme duftende Landrover ankommer han til Ribe, som ganske vist kun har 7000 indbyggere, men som dog er en by. Så vi får bondestudenten, der skal uddannes på, hvad han kalder for »en tidsmaskine, der producerer fortid«.

Tredje kontrast: Clausen er årgang 1940, og 1960erne står for døren. Samtidig med, at han tilpasser sig seminariet, deltager han i ungdomsoprøret, mest ved at gennemskue det massive hykleri i en småby som Ribe, hvor den normale strategi er at lade munden løbe over med korrekt snak, så man får ryggen fri til i det skjulte at gøre, som det passer en.

Her dukker den fjerde og grummeste kontrast op. Clausen overtager 60ernes hedonisme og kritik, men må betale den pris at lade sin stærkt religiøse baggrund i stikken. Han håndterer problemet ved at lade »Egon« være hans moralske jeg, mens »Sophus« bliver det kvikke og kritiske og overfladiske og selvoptagne alter ego.

Så han har den ene fod plantet i en forsvunden spejderverden, som er blevet pinlig, mens den anden fod tramper rundt i det politiske og erotiske og alt det sjove. Det åbner for en kværnende indre dialog mellem den ansvarlige Egon og den overfladiske Sophus, men også en vaklen mellem, hvilken rolle han skal spille - og selvfølgelig risikoen for at blive afsløret.

Så mens Clausen - i skikkelse af Sophus - kan afsløre usamtidigheden på seminariet, fraværet af »kærlig autoritet« og dobbeltmoralen hos de gode borgere i Ribe, ligger han selv under for en splittelse af metafysiske dimensioner og en tilsvarende længsel efter helhed, hvor lykke og lidelse er forsonet.

I Ribe har Clausen sit vokseværk. Regnebrættet er nøgtern i sin registrering. af ikke blot hans lidelse og lykke, men også hans svigt, som mere siges end vises. Det giver en lavmælt sprogtone med større interesse for sagen end for sproget.

Erindringer er en svær genre. En enkelt skæbne skal vise både sig selv og tiden. Den må undgå at drukne hovedpersonen i sociologi, men også fristelsen til at give karakterer til alle eller levere trivielle opregninger af typen »så mødte jeg den-og-den, og vi gjorde det-og-det, og vi havde så-og-så mange gode timer sammen«. Clausen holder tungen lige i munden, fordi han er loyal over for de fleste af de personer, han møder - også dem, han lægger distance til. De får deres taletid.

Efter overstået eksamen bliver Clausen lærer og helbredes for en god portion af sin selvoptagethed af de elever, han møder. Børnene opdrager deres opdrager. Men hvor skal kontrasterne forsones?

Skal man følge Clausen, sker det ikke i familien, som ikke står i fokus. Heller ikke i arbejdet som redaktør på P1, hvis intriger og magtkampe på afstand forekommer næsten uforståelige.

Kontrasterne møder hinanden i traditionen. Efter mange år kommer han tilbage til Ribe og opdager, at der bag domkirken er en hemmelig nedgang til dybet under kirken. Ved at stige ned i det når han frem til »det indre kraftværk, som dine splittede dele udgør«, indtil de smelter sammen i et »hvidglødende inferno«.

Så er tiden kommer til at indse sin ringhed, hvor »din gråd ikke vil være andet end et dryp fra en fjern vandhane i et glemt køkken". Så er han, som Tom Kristensen engang, lille og lykkelig nok. Det gør ondt at miste sin selvoptagethed. Men det gør også godt.

Egon Clausen: Regnebrættet. Erindringer fra Ribe. 193 sider. 249 kr. Gyldendal.