"Jeg skulle have råbt: "Stop, far! Vend om, vi kører i den forkerte retning!" Men så dukkede Ribe Domkirkes tårn op i horisonten; alt for stort og sært foruroligende i det flade land, og så var det for sent at vende om."

Regnebrættet er fortællingen om venskaber, forelskelser, svigt, modning og masker, som det gælder om at tage af i tide. En bog om opbrud fra et landligt miljø, om sammenstød mellem tradition og modernitet; et personligt generationsportræt fra 1960’erne, som ikke mindst var en brydningstid for de mange arbejder- og landbobørn, der fik mulighed for at uddanne sig.

 

Ribe omkring år 1960

I bogen er der mange levende skildringer af Ribe, der i 1960 endnu var en organisk helhed med postomdeling morgen, middag og ef­termiddag, med rullekonen, der trygt lagde sine brune, duftende pakker ved folks døre, med gartner Nønnecke fra Damhus, der hver formiddag kørte rundt til restauranter og forretninger med tilbud om frugt og grønt, og som altid stillede en kasse med gulerødder eller andet godt foran hesten, mens han var inde hos kunden, med mælkemanden der hver morgen kørte rundt i byen med sin klirrende last af flasker og stillede dem på folks trapper som små hvide mænd med farvede ka­sketter, der kun blev udsat for hærværk af tørstige grå­spurve. I bogen kan man læse om det alt sammen. Man møder bl. a. folk som hundeklipperen på Tangevej, pølsemanden i Sankt Nikolajgade, Lektor Forchhammer og Rektor Svend Mogensen samt mange andre af Ribes indbyggere på den tid. Bogen er fyldt med mange detaljer og beskrivelser af livet i Ribe by, langs Ribe å og naturligvis fylder domkirken meget.

 

Bogens forside viser et udsnit af Carl-Henning Petersens udsmykning i Ribe Domkirke. Mange har spurgt, hvad billederne skal forestille. I bogen bliver de sat ind i deres rette sammenhæng, og læseren får en forklaring på, hvad de monstro skal forestille.

 

Signering af bøger i Ribe boghandel

 

Regnebrættet

 

Kristeligt Dagblad: ”Regnebrættet” er underholdende og vedkommende, skrevet med smerte, selvironi og humor. … Den er et personligt regnskab og som sådant ubarmhjertigt. Samtidig er det ”en del af historien om vores generation, der fik det hele, men som tabte det meste”.

Claus Grymer

 

Helsingør Dagblad:Egon Clausen "har et usædvanligt godt sprog. Ligetil, uprætentiøst og medrivende, så man virkelig får sin læselyst styret, mens man styrter gennem de mange små afsnit, der gør teksten varieret og levende. Det lykkes Clausen med dette ”hverdagssprog” at gribe og røre læserens hjerte samt kaste poesi over hele fortællingen."

Henning Prins

 

Weekendavisen:Egon Clausen er nået til det fjerde erindringsbind, hvor han mister sin selvoptagethed. Det gør ondt, men også godt.

Ole Thyssen

 

Jyllands Posten:*****

En ærlig og hudløs beretning om en tabt kamp

Hans Hauge

 

Berlingske Tidende****
Der er … lune og litterært sus over fortælle­ren, der underfundigt spiller dobbelt­spil ikke bare med sin egen hovedper­son, men heldigvis også med læseren. Og han gør det langt bedre som fortæl­ler end som moralist.
Niels Houkjær

 

Nordjyske ****

Mere præcist kan dette brorsonske regnebræts indhold og holdninger næppe karakteriseres.

 

Jyske Vestkysten:

Det er en sagtmodig, indadvendt fortælling berettet mere af den samvittighedspla­gede Egon end af den muntre Sophus og mest om en begrænset vej til social mo­bilitet for en mindre (omend interes­sant) del af ungdommen i 1960erne.

 

Information:

Clausen skriver hudløst.Når han fortæller om sin ungdommelige usikkerhed, selvforagt og selvoptagethed, når han ind imellem nærmest knausgårdske højder. Ind imellem er han også rasende morsom ...

Karen Syberg

 

Lektørudtalelse:

En fornøjelse at læse denne velskrevne bog fra en tid hvor samfundet for alvor begyndte at forandre sig.

 

Politiken:***

Nye erindringer fra Egon Clausen med fint tidsbillede ... Han skildrer 60'ernes frigørelsesdrøm, men ender - i selveste Ribe Domkirke ­med at se sin generation som ”latterlige sprællemænd”, der søgte ”at rive os løs fra enhver sammenhæng” og jævnligt ”be­talte en meget høj pris for det”.

Hans Hertel

 

Dansk Kirketidende
Knugende erindringer er det, skrevet med alt andet end let sind.