Rilke Hvem hvis jeg skreg …

ORD DER TÆLLER Forfatteren Egon Clausen holder af den tysksprogede digter Rilke. Hans ord er en katedral inden for verdenslitteraturen

Af Else Marie Nygaard, Kristeligt Dagblad

"Hvem, hvis jeg skreg, ville høre mit råb blandt englenes ordener? og sæt selv een af dem pludselig tog mig til hjerte: jeg ville forgå ved hans blotte stærkere liv. Thi det skønne er intet andet end det forfærdendes optakt, - er, hvad vi lige kan bære, og må beundre, fordi det afstår så roligt og stort fra at tilintetgøre os. Frygtelig er hver engel …"

Fra "Duino elegier" af Rainer Maria Rilke oversat af Thorkild Bjørnvig.

Hvad er skønhed egentlig? Det er et af de spørgsmål, som rejser sig hos Egon Clausen, når han tager Rilkes "Duino elegier" ned fra reolen.

"Mange kender vist til den oplevelse, at de beundrer et kunstværk og mærker at der er noget andet bag. En uro. Noget vældigt, måske endda angstfremkaldende. Sådan er det med skønhed. Som Rilke skriver: "Det skønne er intet andet end det forfærdendes optakt," siger Egon Clausen.

"Duino elegier" er skrevet fra 1912 til 1922 og regnes for Rilkes poetiske testamente.

"For mig står det som en katedral inden for verdenslitteraturen. Her får Rilke sagt at der er en skabende kraft i verden, men den samme kraft er også destruktiv. Den side af virkeligheden taler vi ikke så meget om, men Rilke måtte forholde sig til den, for han skrev værket mens 1. Verdenskrig rasede, og verden gik i stykker," siger han.

Egon Clausen læste Rilke første gang, da han var godt 20 år. I dag har han både Rilkes bøger i Thorkild Bjørnvigs danske oversættelse og udgaver af bøgerne på originalsproget tysk. 70-årige Egon Clausens tyskkundskaber rækker ikke til en fuld forståelse af Rilke på tysk, men når det gælder storværket "Duino elegier", vil den tidligere programredaktør i DR, gerne supplere den danske oversættelse med originalen for at fornemme sprogets rytme og klang.

"Rilke løfter forhænget, så man som læser kommer tæt på den skælven, der følger af at være tæt på en skabende kraft. De gamle talte om at stå foran Herrens åsyn, og måske er det den samme erfaring, Rilke giver udtryk for. Når man ser ind i en skabende kraft, ser man ikke kun skønhed, men også noget frygtindgydende, for her nærmer man sig en urkraft, der burde kalde på vores respekt, men som vi i vore dage omgås meget letsindigt," siger han.

nygaard@k.dk