Tro? Nej tak, find et andet ord

Kristeligt Dagblad 18. okt 

MIN TRO: Forfatteren og journalisten Egon Clausen føler sig hjemme i folkekirken, men har det samtidig svært med ordet tro. Det er belastet af århundreders misbrug, lyder det fra Egon Clausen, der nu er aktuel med en bog om sin egen opvækst i Vestjylland i et miljø præget af kristentro og en landbokultur i opløsning

Sig navnet ”Egon Clausen” og trofaste P1-lyttere vil straks genkalde sig den karakteristiske stemme med den særlige kant af en vestjysk dialekt, som flere årtier i København aldrig har formået at udviske.

Og at ”man kan tage manden ud af Vestjylland, men man kan ikke tage Vestjylland ud af manden” gør sig da også gældende i Egon Clausens nyeste bog, erindringsbogen ”Min far så engang en engel”.

I bogen fortæller den i dag 66-årige journalist og forfatter om opvæksten i et landbomiljø, hvor kristendommen ikke kun var en støtte, men også en påmindelse om fortabelse og rædsel. Og når man i dag taler med Egon Clausen om hans tro, lægger han ikke skjul på sit forbehold over for selve begrebet tro.

Hvad tror du på?

– Jeg er medlem af folkekirken og glad for det. Her møder jeg en rigdom af ord og tanker, som giver mening i mit liv, men ordet tro kan jeg ikke bruge til noget. Jeg synes simpelthen, at det ord ”klumper”. Det er belastet og nedslidt af århundreders misbrug, hvor definitioner på sand tro er blevet brugt til overgreb mod mennesker, der troede noget andet. Troende mennesker, der ikke er i tvivl om, at de har den rette tro, kan være livsfarlige. Nogle af de mest troende i dag, er de muslimske terrorister. Når tro bliver stærk, stivner verden. Så jeg siger: Tro? Nej tak, find et andet ord.

Hvad tvivler du på?

– Tvivl og tro hænger sammen som to sider af samme stykke papir. Tvivl er også et af de her frygtelige ord, der er belastet med så mange lag af betydning. Men tvivl er også undren og spørgsmål, og den slags kan vi slet ikke undvære. Går spørgsmålene i stå, går den menneskelige vækst i stå og erstattes måske af en fundamentalistisk og stivnet form for tro. Kan man ikke undre sig, tvivle og stille spørgsmål, ender man som en kopi af det, som andre mener.

Hvordan gør troen en forskel i din hverdag?

– Hvis jeg tror på noget, er det åndelig nysgerrighed, sådan som Ludvig Holberg formulerede det, da han sagde, at man skal læse de forbudte bøger og tvivle om alt. I stedet for ordet tro, vil jeg bruge ordet tillid. Jeg vil gerne have tillid til livet og til, at den kraft, der har skabt mig, vil mig det godt. Kald det bare kærlighed. For mig er et af de stærkeste steder i Bibelen det sted, hvor Johannes skriver, at vi kun er i stand til at elske, fordi nogen har elsket os først.

Hvilken rolle spillede troen i dit barndomshjem?

– Troen spillede en altdominerende rolle, men den var en gåde og en rædsel. Man skulle tro. Det fik vi at vide, tidligt og silde, men man vidste aldrig, om man troede på den rigtige måde. Og gjorde man ikke det, gik man fortabt. Heldigvis var der også en anden side af troens væsen, som var langt mere hengivet til livet og derfor langt mere tillidsfuldt. Det var den form for tro, jeg oplevede hos kvinderne. Det er nok i grunden forskellen på mænd og kvinder. Der var da nogle skrappe mostre, men kvinderne var slet ikke så optagede af det dogmatiske og alle reglerne. Og det gav dem en styrke og en holdning, som jeg beundrer og har draget næring af.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

– Jeg vil kalde det overbevisning, ikke tro. Og den er formet i mødet med andre mennesker og omgangen med mig selv i nu 66 år. Desuden står jeg i gæld til folk som Georg Brandes, Henrik Pontoppidan, PH, Hartvig Frisch, Sigurd Hoel, Erik H. Erikson, Erich Fromm, Zygmunt Baumann og andre af samme slags. Det er helt tydeligt den tradition, man i dag skælder ud som kulturradikalismen. Det er humanisme, det er menneskerettigheder og det er vore dages arvtagere af oplysningstiden.

Har du et religiøst fællesskab, som betyder noget for dig?

– Som sagt er jeg medlem af folkekirken og glad for det. Der mødes jeg af et sprog, som ikke alene er smukt, men også fuld af fortrøstning. Det giver mig adgang til en anderledeshed, jeg oplever som befriende. Her åbner verden sig. Den åbner sig bagud i tid, den åbner sin inde i mig selv, og den åbner sig ud mod verden. Her har jeg hjemme, men det er ikke afhængigt af, om jeg tror eller ej. Jeg har en helt anden tilgang til det, og det vil jeg have lov til. Får jeg ikke lov til det, vil jeg ikke komme der. Det er da for pokker ikke nødvendigt at have en bestemt overbevisning.

Hvor eller hvornår har du de største oplevelser med tro?

– Nu har jeg det stadig svært med ordet tro, men jeg får generelt de største oplevelser af den karakter gennem billedkunst, musik, arkitektur, litteratur og digte, men også af og til gennem gudstjenester og salmer. De bedste salmer beskriver erfaringen af det guddommelige på en måde, så når man synger dem, bliver de selv en del af denne erfaring. Det samme sker i musikken, især hos J.S. Bach. Der forbindes jeg med helheder større end mig selv, og så bliver jeg selv en del af den store sammenhæng. Det er alt nok.