Anmeldelse i Præsteforeningens blad 14. september 2007

Erik og Egons guddommelige komedie

AF JAKOB BRØNNUM

Egon Clausen og Erik Hagens: ESBJERGEVANGELIET - En almanak 768 sider; 299 kro Gyldendal

JEG VED SLET IKKE, hvor man skulle begynde, hvis man skal have fortalt, hvilken vid­underlig bog Egon Clausens almanak over Erik Hagens kolossale maleri EsbjergEvan­geliet i virkeligheden er.

Så det er nok bedre at begynde et helt andet sted. Dantes guddommelige komedie fra 1220' erne er et værk på 100 fortællende digte, en vandring gennem tidens gældende forestillinger om liv og død, belagt med en vild og veloplagt blanding af bibelreferencer, historiske og samtidige anekdoter, og ud af

det opstår et univers af liv og død og kær­lighed og smerte og savn og tab og smukke drømmebilleder og vågne mareridt og tro og sult og tørst, der ikke har sin lige.

På en måde er det den samme læst, Egon Clausen har skåret sin almanak over. Nogle gange tager han udgangspunkt i et skriftci­tat, fra centrale nytestamentlige tekster, fra visdomslitteraturen i GT eller fra hovedfor­tællingerne i Første Mosebog, andre gange er det et citat fra en avisartikel eller et styk­ke litteratur, atter andre af bogens tekster rummer personlige beretninger, betragtnin­ger, erfaringer.

Bogen har et stykke til hver dag i året. De står alle sammen over for et lille udsnit af Erik Hagens collageagtige maleri, der hæn­ger i en sal på CVU i Esbjerg og i øvrigt er indlagt i bogen som et folde-ud-ark, der bliver det meste af en meter langt. Maleriet er et 30 meter langt billede, der med nutiden som motiv fortæller bibelhistorien fra ska­belsen til apokalypsen.

Maleriet har et fagpædagogisk sigte eller perspektiv: Ved at sammenstille cirka 150 bibelske skrifthenvisninger med motiver fra vores omgivende samfund lader Erik Hagens humoristisk og provokerende beskueren stil­le spørgsmål ved vante forestillinger og sam­menhænge. En reproduktion af maleriet kan i øvrigt lejes til undervisningsformål.

Almanakken har nøjagtig samme format som det illustrerede Ny Testamente, Lisbeth Smedegaard Andersen redigerede, og kan meget vel i udgangspunktet være inspireret heraf.

Ingen af de daglige tekster er lange, og de enkelte dages tekstudvalg er ikke strukture­ret på en bestemt måde, der kunne gøre bogen monoton; nogle gange - de fleste gange faktisk - er det to-tre mindre stykker, der bare står og dirrer ved siden af hinanden. Man dvæler ved dem, og man læser ikke gerne "flere dage« ad gangen, selvom det er svært at lade være.

Selve anslaget er givetvis Erik Hagens’, fordi det er en vovet sprogliggørelse af hans enestå­ende kunstværk, og sammen­stillingen, det elegante redaktørar­bejde i montagens form er sikkert Egon Clausens. Resultatet er nogle meget vellykkede tematiske klynger af stof, der bliver til anskuelig, kunstnerisk formidling af problema­tikker fra virkelighedens verden og samtidig en almengyldig, nytænken­de, inspirerende forkyndelse.

 

Tornekroning

Nogle vil måske nikke genken­dende til måder, de meget kendte bibeltekster anskueliggøres på (el­ler bruges til at anskueliggøre, ville forfatteren nok selv sige). Men det, der foregår mellem bibeltek­sterne og vores globaliserede dag­ligdag er på en særlig måde præcist set og sagt, og befriende fordomsfrit formidlet:

Til 13. april har Egon Clausen udlagt et udsnit af Erik Hagens' maleri med Prins Joa­chim, der har en foldet frokostavis som hat på hovedet, med angivelsen af skriftstedet fra Mark. om tornekroningen prentet nedenun­der: Den forhånelse, det står pressen frit for at anstille af kendte som ukendte, in casu prinsen og hans alkoholindtagelse, er tornekroninger. Sådanne vilkår lever vi under og giver hinan­den. Karakteristisk for Egon Clausens tekstcol­lager, der aldrig forfalder til det bombastiske eller lader sig nøje med det politisk korrekte, er, at han også bringer et citat af prins Joachim selv, et skarpt svar til en dumsmart journalist, for nu at bruge et udtryk af hans mor.

Pilatusteksterne bruger Egon Clausen til at fortælle om fjendebilleder: ”Hver gang jeg hø­rer langfredags tekst, ser jeg danske populister stå i den forsamling og råbe: Hårdere fængsels­straffe... Korsfæst, korsfæst. Det er påskens mørke, og det lever vi i”. Påskens mørke!

 

Allestedsnærværende

Til 8. maj sætter forfatteren billedudsnittet af angrebet på World Trade Center fra Erik Ha­gens' maleri sammen med en tekst om Guds mange prædikater i GT og et citat om Anders And som allestedsnærværende i vores kultur og bevidsthed. De står der bare, udlægges ikke, men får lov at pege i mange retninger.

For undertegnede rummer dette lille tema moderne og vedkommende elementer til en sprogliggørelse af gudsbegrebet, der kan rumme både det mystiske og det konkreti­serende. En ikke uhumoristisk eksemplifi­cering af en af de mest seriøse teologiske pointer, den om Guds usynlige nærvær, trø­stende stillet over for truslen om destruk­tion, som terrorismen repræsenterer.

For andre står der måske noget om ter­rorismens absurde, allestedsnærværende trussel. For atter andre kan det være elemen­ter til en begrebsliggørelse af globaliseringens banaliserede mediebillede, der bliver hæn­gende, når man bladrer videre.

Snart sagt hvert af de emner, vi beskæftiger os med, udsættes for Egon Clausens poin­terende fortælletalent, hans klare og aldrig anmassende, endsige aggressive, debatpen og hans forsonlige søgen efter det menneske­lige, det fællesmenneskelige, det, der har værdi, fordi det er menneskeligt.

 

De store linier

Bogen indledes med en række temaer om børn: vold i familien, den stressede hverdag, alle børnefamilier har og som dybest set i sig selv er omsorgssvigt, ungdomsproblemer, og så videre, selvabortspørgsmålet bliver fremlagt. På den måde tager bogen udgangs­punkt i noget grundlæggende, både evange­lisk set, Jesu fødsel, og samfundsmæssigt set, barnets liv, det, hvoraf vi kommer, og som der påhviler os et aktivt ansvar for.

Skabelsen behandles hen mod midten af bogen, i den lyse tid på året, hvor den er tydeligst omkring os. Med et udsnit af korn­marker fra Erik Hagens’ maleri på forsiden af bogen er det også den lyse tone, man har valgt som bogens grundtone.

De store temaer, skyld, skam, trøst og tro, bliver behandlet på en måde, så det aktu­elle, helt ligesom hos Dante, nok er nærvæ­rende, men samtidig underlægges de store linier i tilværelsen. De linier, det kan være så svært at se midt i trummerummen.

På flapperne af bogen får man en oversigt over, hvilke temaer der behandles måned for måned, og den kan derfor også bruges til konkrete opslag og inspiration. Jeg nævner i flæng: Jante, Judas, De andres skyld, Mat­thæuseffekten, Religion og politik, Kvinder, Erotik, Brodermord, Land og By, Mors dreng, De fortabte sønner, Pusher, Gadepræst, Stress - ca. 10 sådanne emner pr. måned.

Ingen af de to, Egon Clausen og Erik Ha­gens, ”har skjulte motiver for at lave dette værk. Ingen af os har hemmelige ønsker om at fa danskerne til at gå mere i kirke eller blive mere kristne”, hedder det i forordet.

Det er heller ikke nødvendigt. Man er i kirke, når man har siddet med bogen lidt, og også når man har lagt den fra sig.

 

Den lokalkendte sognepræst Arne Mårup, Hjer­ting, gør i en anmeldelse i Dansk Kirketidende 2007/17 opmærksom på, at af tekniske grunde er ikke hele EsbjergEvangeliet med på folde-ud­arket, idet der mangler to bemalede trappeskakter, der er i højformat (skabelsen,  påskemål­ti­det).

 

Et undervisningsmateriale til maleriet fra folkekirkens skoletjeneste kan købves på www.fsgh.dk