Clausens cirkel
Kristeligt Dagblad 28. dec 2005 interview: Egon Clausen, forfatter, samfundsdebattør og programmedarbejder, går på pension og stopper med årsskiftet ved Danmarks Radio. Nu skal han skrive "Esbjerg-evangeliet"
Egon Clausen har de seneste fem år stået for radioprogrammet "Læst og påtalt". Påtalt er det også blevet, når han med sine synspunkter om missionsfolk og fundamentalister har skabt debat i det danske kirkeliv. -- Foto: Lene Ebbensgaard. Foto:
Egon Clausen har afsluttet sin cirkel, og med årsskiftet afslutter forfatteren, programmedarbejderen og samfundsdebattøren Clausen også sit engagement i Danmarks Radio. Den kendte og personlige radiostemme går på pension, og nu skal han skrive "Esbjerg-evangeliet".
På et tidspunkt luftede han i Kristeligt Dagblad en idé om at skrive en bog om den kristne fundamentalisme i Danmark, men det bliver det alligevel ikke til, for nu er cirklen tegnet hele vejen rundt. Nu vil han igang med noget nyt, understreges det, og det bliver så i første omgang "Esbjerg-evangeliet", en bog med "Bibelen som partitur" hen over kunstneren Erik Hagens 40 meter store bibelske vægmaleri, som sidste år blev afsløret på Esbjerg Seminarium.
Clausen finder den cirkulære, nu afsluttede, sammenhæng i det 12-årige afsnit af sit forfatterskab, der for ham har formet sig som en personlig opdagelses- og erkendelsesrejse.
Den begyndte i 1991 og 92 med erindringsbøgerne "Under dine vingers skygge" og "De levendes land" om hans indremissionske opvækst i Hemmet ved Skjern. Siden fulgte "Rostock live" -- et rejsebrev fra det forhenværende Østtyskland, hvor han til sin egen store overraskelse fandt mange lighedspunkter imellem det tidligere DDR og Indre Mission: -- DDR var simpelthen pietisme som stat.
I 1995 fulgte bogen "Den syvende menighed -- da Jesus kom til Indien", en kritisk skildring af Santalmissionens pionerer, Børresen og Lars Skefsrud. Dernærst biografien om indremissions-høvdingen Vilhelm Beck -- Guds, efter Egon Clausens beskrivelse, magtbegærlige "knaldepisk", og i 2003 kom så bogen om kristen fundamentalisme i USA, "Øje for øje".
-- Det er altsammen bøger, som jeg nu kan se handler om forskellige aspekter af det der med at tro. Når jeg ser tilbage på de bøger, danner de for mig en cirkel, et afsluttet projekt, der begyndte, da der gik hul på en varm historie om min opvækst i Vestjylland. Den havde jeg jo ellers gjort op med, men som 50-årig opdagede jeg, at det var nødvendigt for mig at koble til igen.
Clausens opgør med sin indremissionske arv og fundamentalismen har følgeskab af en dyb fascination af de kræfter, religionen sætter igang i mennesker.
-- Fælles for missionærerne og Vilhelm Beck og de kristne fundamentalister i USA er jo, at de allesammen vil bære et lys ud i en mørk verden, men den, der bærer et lys, kaster også en skygge, og det var de ikke allesammen klar over. Det er det, der har optaget mig.
Selv har Egon Clausen aldrig forsøgt at skjule sine synspunkter, og de har jævnligt fået dele af det danske kirkeliv op af stolene. Han er blevet skældt ud som en kulturradikal, der karikerer missionsfolk og kun er interesseret i at udbrede sin egen "private politiske filosofi, forklædt som kristendom".
Kritikken haglede ned over ham, da han i "Øje for øje" også skrev et afsnit om den kristne fundamentalisme i Danmark og her indkluderede såvel Indre Mission som Tidehverv, men selv tager Clausen kritikken helt roligt. Røre i andedammen og debat passer godt til en mand, der har gjort Vilhelm Becks valgsprog, "Så længe jeg lever, vil jeg gale", til sit.
-- De, der kritiserede, havde jo slet ikke læst bogen. De slog blot op i appendixet og læste de der tre linjer, hvor der stod noget om dem selv, og så blev de meget ophidsede. Jeg må sige, at min respekt for den del af det kirkelige liv ikke ligefrem voksede i den anledning. Hold da op for et åndeligt dovenskab.
Doven kan man derimod næppe betegne Clausen. De seneste fem år som medarbejder på Danmarks Radios P1 har han ugenligt bestridt 11 deadlines, inklusiv programmet "Læst og påtalt". Desuden har han så også fået tid til at skrive sine bøger.
-- Ja, hvis jeg havde været en malkeko, ville man nok sige, at jeg har en god ydeevne, lyder hans lakoniske kommentar til al denne foretagsomhed.
Egon Clausen lavede sin første radioudsendelse i 1967, blev tilknyttet Danmarks Radio som fast freelancer i 1970, og fastansat i 75. I årenes løb har han arbejdet som sektionsleder, "fladeredaktør" og programmedarbejder.
-- Jeg er meget meget taknemmelig over for Danmarks Radio. Det har for mig været et helt fantastisk voksested.
Efter at have oplevet et P1 i tilbagegang er der i dag grund til optimisme.
-- Nu går det fremad. Der er flere og fler,e der stiller ind på P1, og vi er i dag Danmarks fjerdestørste radiokanal målt efter antal lyttere. Det er simpelthen flot klaret.
Egon Clausens seneste udgivelse knytter sig til tidens kanon-debat -- ideen om at udgive mere eller mindre autoritative og repræsentative udvalg af litteratur, kunst, kristendom med videre i håb om på den måde at sikre overblik og et minimumskendskab til dansk kultur.
"Den skadelige kanon", som bogen hedder, siger allerede i titlen, hvad Clausen mener om dén sag.
-- Når man er vokset op i Indre Mission, så har man haft nok af kanon'er, fastslår han. Det system har jeg prøvet, og det er ikke til at holde ud. I hvert fald skal staten ikke begynde at sige, at "dette her er det særligt danske". Der findes nogle emner og sagsforhold, hvorom vi aldrig kan blive enige, og som vi i stedet må tale om, og så længe vi kan tale sammen, så er det vigtigt, men i samme øjeblik staten siger, at sådan er det, så er talen jo slut.
Egon Clausen fremhæver salmebogen som et eksempel på "de skadelige konsekvenser" af kanon-systemet.
-- Hver eneste dag i den danske folkekirke er der kultursammenstød på grund af den kanon, som salmebogen er, fordi folk hellere vil synge noget andet, men så bliver de mødt i kirkedøren af denne kanon og en præst, der siger, at nej det kan vi ikke. Jeg tror, det er en af årsagerne til, at mange synes, det er sådan lidt museumsagtigt, det der foregår i kirken.
Og selv om folkekirken netop har ny salmebog, som også omfatter nye salmer, hjælper det tilsyneladende lige lidt:
-- De fleste nye salmer er triste, fordi de er dårlige efterligninger af de gamle. Altså, en salme skal da være en samtale med Gud, og hvis det virkelig drejer sig om eksistens, så begynder man da ikke at kopiere og benytte et sprog, der hører hjemme på Hjerl Hede.
Clausen har talt sig varm. Engagementet fornægter sig ikke. Som han selv siger det, så erkender han en tilbøjelighed til altid at have "tævet løs på verden", i håb om at få den til at blive bedre.
-- Men det lykkes ikke, tilføjes det selvironisk, efterfulgt af en åben kærlighedserklæring fra den 65-årige Clausen:
-- Faktisk synes jeg kun, det er 14 dage siden, jeg var 25 -- og det er jeg på en måde stadigvæk. Verden er stadig lige så frisk og forunderlig og fascinerende som dengang.
steens@kristeligt-dagblad.dk
EGON CLAUSEN
Født i Hemmet Sogn ved Skjern, hvor faderen var hedebonde og aktiv i Indre Mission. Lærereksamen. Debuterede 1970 med "Den lille røde bog for lærere" og en digtsamling. Redaktør af tidsskriftet "Unge Pædagoger". Siden 1970 tilknyttet Danmarks Radio. Foredragsholder. Tegner og maler akvareller i fritiden. Clausens omfattende forfatterskab inkluderer blandt andet en tegneserie om "Superanton". Gift med Hanne Sander, der er sognepræst i Jægersborg. To voksne børn af tidligere ægteskab. Fratrædelsen fra Danmarks Radio markeres ved en afskedsreception i TV-byen 12. januar.