"Der findes to slags kanoner. Den ene er til krig, den anden til kultur. Den ene udtales med trykket lagt på første stavelse, den er til brug i kulturens verden, den anden med trykket på sidste stavelse, og den er til krig; men hvis man tror, at den kulturelle kanon ikke er lige så farlig som den krigeriske, må man tro om igen. Begge kanoner kan gøre stor fortræd og skal omgås med stor forsigtighed. For tiden affyres en række danske kulturkanoner. Denne pamflet er skrevet for at advare mod dem, men ikke mod kultur som sådan"(fra Forord).
I denne veloplagte og kritiske pamflet viser Egon Clausen at kanoner gør mere skade end gavn. Han argumenterer for at kanoner virker imod deres hensigt. De fremmer ikke kærlighed til dansk kultur og dansk historie. De fremmer ikke læsefærdigheden hos børn med læseproblemer. De skaber ikke fællesskaber, men opdeler tværtimod folk i dem, der har den rigtige smag og de rigtige meninger - og dem der er dømt ude. En kanon er "udtryk for et ønske om en statslig opdragelse af folket til et ganske bestemt kultursyn, hvis funktion det er at trække en skillelinje mellem noget der er inde og noget, der er ude, og dette gælder ikke blot kulturelle fænomener, men kan også udstrækkes til at gælde mennesker."
Udgivelsen viser nogle af kanonens skadelige virkninger. Her kan man bl.a. læse om kulturkanonen. Historiekanonen. Den litterære kanon og salmekanonen. Salmebogen viser "at når udvalgte tekster kanoniseres, bliver det svært at holde trit med udviklingen i det omgivende samfund. I den kongelige autoriserede salmebog af 2003 møder man således et billedsprog der i stor udstrækning er hentet fra landbruget som det var før moderniseringen satte ind. Gud er en sædemand, som strør sæden ud med hånden, og når han høster, sker det med en gammeldags le, og der er ikke en eneste mejetærsker i sigte."
Man kan også læse om indoktrinering, almendannelse og autoritet i det moderne samfund. Om retorik og det udvidede tekstbegreb. Om kanon og internettet og om verdensborgeren som ideal.
Kanoner fremmer hverken kærlighed til historien eller sikrer Danmarks velfærd i fremtiden. "Som svar på tidens udfordringer er kanonerne ikke blot utilstrækkelige, men direkte skadelige, og den nationalisme der findes i dem er særdeles skræmmende."
"Kanon handler om dannelse. Kanontilhængerne påstår, at nutidens unge ikke er dannede, fordi de ikke har den slags paratviden som nogle besad i gamle dage - og dér ligger nok en del af problemet, for ønskerne bag de aktuelle kanonbestræbelser er uden tvivl, at de unge skal formes og dannes, så de bliver fuldgyldige medlemmer af dét nationale fællesskab som deres forældre forestiller sig at bedsteforældrene engang har været med i. Sagen er blot, at dette nationale fællesskab aldrig har eksisteret. Det er en drøm, der bygger på en bestemt samfundsklasses opfattelse af hvordan fortiden var. Desværre er denne drøm så stærk, at den gør det muligt at overse, at de unge faktisk ved en masse. Mange af dem ved uden tvivl meget mere end deres forældre og bedsteforældre vidste, og de kulturelle fællesskaber man efterlyser, har vi allerede. Danske børn har således i dag et kulturelt fællesskab, der sandsynligvis er langt mere ensartet og omfattende end det var tilfældet for danske børn og unge i halvtredsernes Danmark. De er globale."