Anmeldelse
af Den skadelige kanon |
Dannelse kan
ikke kanoniseres
Anmeldt af:
Tonny
Hansen. Folkeskolen 26. januar 2006
Tilfældigvis udkom
denne bog i samme uge som Jørgen Leths
muligvis fiktive selvbiografi, så debatten om denne er ikke
med her i
pamfletten. Den havde ellers lige været en sag for Clausen,
der forbander
kanontænkningen af et godt hjerte! For ikke alene blev Leth
fyret som hofpoet ved
nogle store cykelløb, han blev også
udstødt af
det udvalg, der skal vurdere, hvilke idrætsbegivenheder det
er værd at spejle
sig i for en dansksindet. Det ville Clausen have fundet interessant. For hvem siger, at man skal være ren og uplettet i dannede kredse for at have forstand på kunst og kultur? Episoden viser, at kanontænkerne ikke blot vil have en liste over højdepunkter i dansk kultur. Listen skal også være udarbejdet af pæne mennesker. "Alle vil fremtidssikre deres personlige udgave af danskhed og kulturarv", skriver han på side 15 og peger hermed på absurditeten i selve begrebet, som det bruges i den aktuelle danske debat: I stedet for at betyde "en liste over anerkendte, måske påbudte, tekster" er det kommet til at betyde "noget godt, som enhver kan lægge i, hvad man vil". Hver mand sin kanon - og ordet er blottet for mening! Forfatteren vil rede trådene ud i kanondebatten. Blandt andet ved at skille den fra debatten om skolebørns læsefærdigheder. De to ting knyttes ofte sammen, som om læsefærdigheder udelukkende skal opfattes som evnen til at læse god skønlitteratur. Det passer ikke, skriver han: Unge mennesker, der melder pas over for skolens poesi og prosa, |
Dannelsesbegrebet er centralt, både for Egon Clausen og for de knopskydende kanoners fortalere (kapitel 8). Men Clausen har blik for, at moderne børn uden hjælp fra kulturens kustoder gennem deres uhæmmede og ukontrollerbare brug af digitale medier gør sig til kompetente og selvstændige aktører i eget liv, og han fortæller historien om Johan Nikolai Madvig, akademikeren, der ikke glemte sin beskedne herkomst og derfor insisterede på, at gymnasiets almene dannelse virkelig skulle være almen, ikke et redskab for borgerskabets sønner til at dyrke en elitær og patenteret nationalisme. Og han påpeger veldokumenteret, at mens erhvervslivets selvudnævnte støtter mener, at nationaløkonomien vil blomstre, hvis blot skolen genindfører kanoniserede salmevers, fremført under topstyrede, disciplinerende former, så har succesfulde erhvervsledere blik for nødvendigheden af medarbejdere med en tidssvarende dannelse. Solide indsigter, der kan bruges i praksis. Uanset eget standpunkt i kanondebatten kan bogen læses af lyst af enhver, der kan nyde et vidende og forstandigt menneskes indsigt i den danske kultur. Den har forfatteren nemlig ikke noget imod. Han kender den bedre end de fleste og vil have den til at blomstre. Ikke viklet ind i smagsdommeres spin. |