Fra Bibelbæltet til Bagdad
Af KLAUS ROTHSTEIN, Weekendavisen
Egon Clausen: Øje for øje. En beretning fra det modernes bagside. 248 sider. 248 kr. Gyldendal.
FORLEDEN drømte jeg, at vores kolleger og konkurrenter på Politiken havde inviteret selveste præsident George W. Bush til at svare på disse hyggelige spørgsmål, som en eller anden kändis stilles hver lørdag på bogtillæggets bagside: Hvad læser du i øjeblikket? Hvad er din vigtigste læseoplevelse i år? Hvilken bog har betydet mest for dig? Hvilken bog ville du ønske, du havde læst?
De tre første spørgsmål besvarede han med »Søren Krarups samlede værker«. Men det fjerde svar lød: »Egon Clausens nye«. Da var jeg klar over, at noget var galt. Min drøm sev langsomt ud af søvnen, og jeg vågnede med en resigneret mine. Hvis der er én bog, som George W. Bush ikke ønsker at læse, er det nemlig Øje for øje – En beretning fra det modernes bagside.
Forfatteren og P1-journalisten Egon Clausens bog er ikke opbyggelig læsning for de gudfrygtige amerikanere, der lever deres liv med spændt bibelbælte og revolverhane. Den er nemlig et sjældent set konsekvent stykke kultur- og religionskritik, hvor sydstaternes kristne fundamentalisme blotlægges i al sin skingrende skøre og endeløst uhyggelige magt og vælde.
Her i Texas mener man, at humanisme er udviklet af Satan, demokrati opfundet af Djævelen og FN skabt af Antikrist. Her er dødsstraf det samme som barmhjertighed. Her står Bibelens fejlfrie bogstaver over de verdslige love. Her venter man helt seriøst på, at Jesus vil komme som en enevoldshersker i spidsen for en hær af engle for at oprette tusindårsriget. Og herfra stammer George W. Bush. Fra denne højborg for kristen fundamentalisme henter den amerikanske præsident sin religiøse, ideologiske og moralske oprustning. Egon Clausen skriver:
»Hvad George W. Bush angår, har han et verdensbillede, der på mange måder er i overensstemmelse med fundamentalisternes. Når han deler verden op i gode og onde stater, når han taler om ’ondskabens akse’, og har den enkle indstilling, at enten er du med os, eller også er du imod os, er det som taget lige ud af en fundamentalistisk prædiken i Bibelbæltet. Man forstår godt, at fundamentalisterne i Texas er stolte af ham. De forstår hans sprog. De føler, han er deres præsident, og de har ret.«
EGON Clausen er taget til Texas for at studere den kristne fundamentalisme. Midt i det hele kommer han på sporet af mysteriet om et mord – eller snarere: mysteriet om en jury. Det handler om en ung, sort mand ved navn Khristian Oliver. Han sidder i dag på dødsgangen i et Texas-fængsel, efter at en nævningedomstol kendte ham skyldig i et mord på en mand i den lille by Nacogdoches. At Khristian Oliver havde skudt den mand, der overraskede ham under et indbrud, er ikke til at komme udenom. Men var det med koldt blod eller i selvforsvar? Og var det ham, der bagefter molesterede offerets ansigt med geværkolben?
Nævningene i Nacogdoches stod til ansvar for lovens bogstav. Men ingen af dem kunne sige sig fri for også at være præget af Det gamle Testamente, da de afsagde deres dom. I sin undersøgelse af sagen kommer Egon Clausen således frem til, at det ikke kun var den verdslige lov, nævningene konsulterede under deres votering – det var også de kristnes Bibel. Ganske vist mener både anklager og dommer, at nævningene først konsulterede deres bibeler, efter at de havde afsagt dommen. Men nævningene selv siger det modsatte: »Det skete, længe før vi begyndte at drøfte den endelige dom. Det drejede sig om, hvorvidt grundlaget holdt eller ej.« Og i denne del af Bibelbæltet er respekten for 4. Mosebog, Kap. 35. v.16 ikke til at komme udenom. Khristian Oliver skulle henrettes. Endnu en retfærdig barmhjertighedsgerning. Endnu en henrettelse. Endnu en luns til Gud.
Egon Clausens beskrivelse fra denne kristne slagmark er dybt foruroligende. Hvis man et kort øjeblik troede, at USA er et verdsligt demokrati og kun et demokrati, tager man nemlig grufuldt frejl. Texas ligner en slags præfascistisk bananrepublik, hvor den kristne religiøse fundamentalisme ikke står tilbage for den muslimske eller jødiske (ikke at forglemme hinduerne og alle de andre). Egon Clausen skildrer en magtfuld strømning, der ser konspirationer alle vegne, som foragter det internationale samarbejde og demokratiet, som mener, at alt begyndte at gå galt med Den franske Revolution og forestillingen om individuelle menneskerettigheder, og som er klar til de særeste kompagniskaber – hør blot:
»Nogle af de kristne fundamentalister har ligefrem kontaktet regeringer i nogle af de mest fundamentalistiske muslimske lande, for at få dem med i deres bestræbelser på at samle stemmer i FN for at hindre støtte til fødselskontrol. Sådanne tværreligiøse kontakter kan synes at stride mod de kristnes overbevisning om, at de har den ene sande tro, men i virkeligheden bør det ikke forundre. De kristne fundamentalister og de muslimske fundamentalister har i virkeligheden meget til fælles. Begge tror på en bog, som de har udnævnt til at være hellig. Begge mener, at staten bør ledes af gejstlige. Begge er overbevist om, at den verdslige verden ligger i det onde. Begge er ledet af mænd, der er bange for at miste deres magt. Begge er optaget af det seksuelle, og bange for hvad der kan ske, hvis de feminine kræfter slippes løs. Begge er desperate og bange. De er kort sagt brødre i ånden.«
DE fundamentalistiske åndsfæller forlænger Bibelbæltet helt til Bagdad i Egon Clausens stærke og uheldsvangre skildring af de godes ondskab i Amerika. Mange vil afvise den som en slags venstreorienteret lirumlarum à la Norman Mailer, Noam Chomsky og Henry Miller, for bare at nævne nogle få af de forfattere, der gennem årene har kølhalet deres eget land for dets selvretfærdighed og magtbrynde. Men det ændrer ikke på billedet af den kristenfundamentalisme, som George W. Bush er udsprunget af.
At bogens slutkapitel trækker linier til en hjemlig kristen stridsmand og politisk ideolog som den tidehvervske Søren Krarup og en korsfarer (og skandaliseret pædofili-angrer i Big Brother!) som Moses Hansen, giver kulturkritikken en ekstra dimension. Vi har at gøre med en kristen fundamentalisme, der er lige så formørket som islam og jødedom af værste skuffe. I sin yderst tankevækkende bog, der samtidig er spændende som en kriminalroman, kalder Egon Clausen fænomenet for ånden fra Texas. Man mærker den i nakken.