Da Unge Pædagoger nægtede sorte skole
17. oktober 2017 Villabyerne Sektion 1 Side 37 ,Dorte Fjeldsted... 702 ord Id: e676306e
Henter billede...
1 Side
Ny bog af Egon Clausen holder, hvad den lover. Det er en lærerig fortælling om pædagogikkens historie med fine samfundsanalyser koblet til den aktuelle tids pædagogik, skriver Villabyernes anmelder.
ANMELDELSE ' Klassens frække elev' er titlen på Gentofte-forfatteren Egon Clausens seneste bog, der er udkommet på Gyldendal.
Titlen i sig selv gør mig nysgerrig. Det er foreningen ' Unge Pædagoger', stiftet i 1939, der er den frække elev. Men vil bogen også give svar på, hvorfor den frække elev (drenge!) i min skoletid (1954-1964) altid blev smidt udenfor døren og måtte klare sig videre med, hvad de kunne lære af hinanden der? Egon Clausen har skrevet erindringer, rejsebøger, biografier, essays, debatbøger og historiske værker som denne.
Bogen er et fagligt pædagogisk værk, let og interessant at læse, specielt for dagens fagpersoner, lærere, pædagoger, socialrådgivere mm., idet Unge Pædagogers faglighed hele vejen igennem stiller spørgsmål til, hvordan man i skolen/ samfundet skaber rammerne for det menneske, der tænker selvstændigt og som er et demokratisk menneske.
En evigt påtrængende diskussion, der tilsyneladende altid vil møde modstand fra den herskende klasse, men også en diskussion, der er nødvendig for at fremme og fastholde både selvstændighed og demokratisk sindelag for den enkelte.
Den lange vej
Unge Pædagoger blev grundlagt i 1939, og Egon Clausen tager os med på rejsen.
Frem til vore dage, hvor den reformpolitik, man ønskede var at gøre op med kristen moral og fysisk afstraffelse for at skabe det frie barn/ menneske.
Det skulle vise sig, at denne vej ikke bare var lang, men absolut også fuld af rasende modstand fra de etablerede kredse.
Således blev spanskrøret først afskaffet i 1967. Selvom debatten allerede fra 1950' erne havde raset for og imod. Egon Clausen beskriver i afsnittet ' Lynkinesere i skolegården', hvordan denne ret uskyldige forseelse førte til hårde, ydmygende spanskrørsslag i overværelse af lærerne. Slag så kraftige, at en af drengene trimlede om, mens en anden dårligt kunne sidde på en stol bagefter.
Et par kvindelige lærere, der opholdt sig i et tilstødende lokale, var oprørte over den ' djævelske' og ' sadistiske' metode, så de blev frosset ud som illoyale! Så bølgerne gik højt i de år, for og imod, ikke bare spanskrøret, men den frie opdragelse mod den disciplinære med straf og skyld som metode.
Rebeller fra venstrefløjen
En vigtig pointe i Unge Pædagogers historie er også, at de var venstreorienterede, ja ovenikøbet havde flere deres rødder i det kommunistiske parti. En kendsgerning, der overskyggede deres humanistiske og kreative indstilling til livet i almindelighed og børn og unges uddannelse i særdeleshed.
Bogen fortæller på smukkeste vis, hvordan det etablerede samfund gik efter manden og ikke efter bolden, men også, hvordan foreningen alligevel langsomt, men sikkert, fik sin pædagogik og sine synspunkter fremmet i den danske folkeskole.
Bogens mange fine illustrationer, af blandt andre Claus Deleuran, gør bestemt ikke bogen dårligere.
I bogens sidste afsnit ' Vinder eller taber' reflekterer Egon Clausen fint over nødvendigheden af spændvidden i Unge Pædagoger. Fra den pluralistiske venstre-fløj og frisindet med plads til modsætninger i skiftende blandinger.
Der er glæden til kunst og kultur, respekten for børn og voksne og så det forhold, at Unge Pædagoger har været med til at gøre os klogere, til der, hvor vi er i dag.
Så selvom Unge Pædagoger i dag er et forlag, og ikke en stor forening som tidligere, slutter Egon Clausen på fornemste vis, " at pædagogik handler om at skabe muligheder for, at barnet kan vokse og blive et myndigt, selvstændigt tænkende væsen, der er villig til at tage medansvar for det fælles bedste." Og det kan så sandelig stadig være mangen en god pædagogisk diskussion værd for de kræfter, der i dag arbejder med vores børn og unge.
En lærerig fortælling
Bogen giver mig også svar på, hvorfor drengene i min klasse blev smidt udenfor døren og også var udsat for fysisk afstraffelse: de var jo klassens frække elev(er), og det var nu en gang den metode, man brugte. Hjalp dem, gjorde det ikke.
' Klassens frække elev' er en absolut lærerig fortælling om pædagogikkens historie fra 1939 til nu. Den holder, hvad den lover, og det er interessant læsning, også for ikke fagpersoner. Bogen har fine samfundsanalyser koblet til den aktuelle tids pædagogik.
Man kan kun håbe, at mange fagpersoner vil tage historien til sig og lade sig inspirere i deres daglige møde med børn og unge. Med respekt for den enkelte og evnen til at se muligheder i stedet for begrænsninger.
(Dette er et uddrag)
(Dette er en indledning)
(Robot under oplæring: AI-genereret tekst)