At være sig selv bekendt

Af Henning Prins

Egon Clausen har gjort det igen! Med ”Regnebrættet – erindringer fra Ribe” fortsætter han den afsøgning af sin identitet, der begyndte med ”Under dine vingers skygge”, der handlede om opvæksten i et missionsk hjem i den lille by Hemmet i Vestjylland med klart fokus på faderen. Siden kom ”Min far så engang en engel” og ”Fodrejse ad tilgroede spor”, alle bøger, der undersøger hvor forfatteren kommer fra, hvem han egentlig er, og hvad der sker med mennesker, bygninger og landskaber i tidens evige erosion og nyskabelser.
   Men inden jeg nøjere går ind i Egon Clausens tekst, vil jeg helt generelt sige, at han har et usædvanligt godt sprog. Ligetil, uprætentiøst og medrivende, så man virkelig får sin læselyst styret, mens man styrter gennem de mange små afsnit, der gør teksten varieret og levende. Det lykkes Clausen med dette ”hverdagssprog” at gribe og røre læserens hjerte samt kaste poesi over hele fortællingen.
   Da jeg læste bogen, måtte jeg tænke meget over, hvad det egentlig er, familier gør ved sine medlemmer, navnlig selvfølgelig børnene. For uanset om vi kommer fra en gammelkristelig streng familie med ubøjelige krav om retlinethed og sædelighed, eller en moderne med tolerante, for ikke at sige autoritetsløse, normer, så vil børnene altid søge anerkendelse hos familien. Og en ”fodboldfar”, der pacer sin søn, kan gøre lige så meget skade som en gammeltestamentelig patriark, fordi bag det hele ligger barnets kærlighed til sin far og mor og et håb om ros og anerkendelse.
   Og jeg måtte også tænke over, at der er mange Danmarker, der lever i forskellige tidsaldre side om side, selv om der står samme dato på kalenderen.
   I sin nye bog er Egon i slutningen af teenagealderen og går sin far til hånde på hans landbrug, mens han desperat prøver at finde ud af, hvad han egentlig vil være. Da der ikke rigtigt dukker noget tillokkende op, bliver resultatet, at han skal være lærer. ”Seminarist”. Et ord, der har en dårlig klang i alle kredse, seminarister var halvstuderede røvere og rangerede lavt i befolkningens bevidsthed. Også Egons.
   Men af sted kommer han til Danmarks ældste eksisterende by, Ribe med de to manende tårne, en by, der er skøn og gammel og essensen af provinsialitet. Men dog med et seminarium. Hér begynder Egon, fjernt fra roehakning, men ikke kristelige formaninger. For trods grundtvigiansk forstander er Ribe gamle dages absolutte højborg.
   Og hér får Egon sit første erkendte identitetsproblem, fordi han, hvis han vil være fri for skyld- og skamfølelse, så at sig må opfinde en ny identitet til sig selv, ”Sophus”, der både kan skrive oprørske artikler i elevbladet og have et erotisk forhold til en yndig pige samt drikke en del bajere med vennerne. (For ikke at tale om stadige indkøb af ”gummi” hos den misliebige barber, fy!)
   Det er ikke noget Egon ser på med blide øjne, han og ”Sophus” ligger i evig strid om moralske spørgsmål. Men når blodet koger og hormonerne sprutter, når ambitionen om at optræde på en større scene med litteratur og politik presser på, ja, så må Egon nøjes med at jamre i mørket om synd og skyld, mens ”Sophus” vælter sig i erotik og profanitet.
   Der er gode karakteristikker af lærere, elever og byens borgere, og selv om Egon ikke respekterer alle lige højt, fordi hans skarpe blik straks ser forstillelse og uægthed, så forkaster han ingen.
   I Ribe lægger Egon grunden til en usædvanlig karriere, og selv om han siger, at han tager afsked med ”Sophus” efter fem år og bliver til Egon Clausen, først lykkelig lærer i Ishøj med kone og børn, så med lynspring ind i en karriere som mediemenneske, denne mulighed, der pludselig fandtes, fordi Egon trods alt måtte have lært en del af ”Sophus” og derfor kunne se ”den ny tid”, som var på alles læber og som lovede så meget. Men på regnebrættet gør Egon til sidst alligevel op med ”Sophus” og finder medieræset på Danmarks Radio hult som en elverpiges ryg. Elverhøj kalder han ligefrem mediegiganten DR og ser sig selv som den bjergtagne yngling, der tager mod en trylledrik fra elverpigen og mister tid og sted.
   Opsummerende vil jeg sige, at det er en bog, man stryger lige igennem. Men jeg er stærkt i tvivl om, hvorvidt ”Sophus” nu også er så forhenværende, som Egon påstår. For vi hører jo om Egons bedrøvelse over hans families venden ryggen til hans succés og store, opnåede resultater, samtidig med at Egon ikke kan skjule sin stolthed over egen flid og dygtighed. Og Egon er jo også glad for at blive en del af et selskab, der i dag er lagt for had af en bornert og bagudskuende regering, men som et kort øjeblik bar en lysende fakkel henover landet. Jeg vil sige: funkerne gnistrer endnu!