HANS CHRISTIAN DAVIDSEN i BOGRUMMET:
Der er ikke så forfærdelig megen ny viden at hente i Egon Clausens ”Rostock live”, hvis man bare har fulgt nogenlunde med i eks-DDR-borgernes vanskelige opgør med deres fortid – og med vesttyskerne.
Men bogen udmærker sig ved nogle intensive beskrivelser af enkeltmenneskers skæbne i Rostock og omegn.

Egon Clausen er tidligere medarbejder ved Danmarks Radios P1 og spenderede i 1995 tre måneder i Rostock for at tage på en kulturel og historisk oplevelse i byen. Bogens titel refererer til det lokale månedsblad, Rostock Live, der udelukkende fortæller solstrålehistorier, og som derfor kommer til kort på genforeningsdagen den 3. oktober.

De enkelte skæbners historier er genfortalt, som Egon Clausen sikkert har hørt dem fra skæbnernes egen mund. Vi hører om SED-førstesekretærens fald, om flygtningen fra Danzig, om Käte der stemples som Stasi-stikker og mange flere.
Historierne er ikke fortalt i jeg-form direkte fra kildens egen mund, men fra en skjult fortæller, der overværer på skrømt deres liv. Det er en meget læseværdig, men også farlig genre. Når Egon Clausen bruger den skjulte fortæller, får han også et fortalt hændelsesforløb til at fremstå som om, at »sådan var det«.
Men det kan lige så let være Kätes efterrationaliseringer og lidt søgte forsvar for, hvorfor hun blev stikker, der ligger bag hendes historie om, hvordan hun nærmest ved et tilfælde blev noteret som meddeler i Stasis arkiver.

Egon Clausen stiller flere spørgsmål, som han ikke giver svar på. Det er også fair nok. Men nogle gange giver han til gengæld sine samtalepartnere i Rostock for lidt modspil. For eksempel når den tidligere kunstner og amtsborgmester Axel Peters får lov til at sige, at demokratiet i Tyskland ikke fungerer. Det er muligt, at han har gode argumenter for denne påstand. Læseren får dem bare ikke.

Egon Clausen er vokset op i et stærkt missionsk miljø i Vestjylland, og derfor snubler han i eks-DDR over den del af arbejderbevægelsen, der havde de samme rødder som den radikale protestantisme. Her leverer han en meget interessant sammenligning mellem pietisterne og kommunisterne.

Bogen begynder lidt tungt med beskrivelser af tysk historier, som er lavet ganske udmærket hundrede gange før. Men når man kommer længere ind i den, får man et forfriskende anderledes tysker-billede tegnet af en dansker: Nemlig af mennesker, der har fået store dele af deres liv ødelagt, fordi de nu engang er født i Tyskland.