To anmeldelser af Vestenvind. 
1: Berigende læsning
Jens Raahauge, Dansklærerforeningen, har skrevet følgende anmeldelse i lærernes blad Folkeskolen:
Egon Clausen har samlet en stribe essays, som for de flestes vedkommende har været offentliggjort i tidsskrifter og dagblade, ikke mindst i JyllandsPosten, som generøst giver spalteplads til hans overvejelser.

Egon Clausen er født i Vestjylland, nærmere bestemt i Hemmet nær Ringkøbing Fjord, en hjemstavn, der har taget permanent bolig i ham, trods hans mange års tilværelse i København som forfatter, medarbejder ved radioens P1 og siden medstifter af netradioen www.den2radio.dk, en tilværelse der også en blevet en del af hans identitet.

I essaysamlingen "Vestenvind" er det netop denne dobbelte tilknytning, der har udstyret ham med en forunderligt dobbeltblik, som formår at udstyre vores forudfattede sandheder om hinanden med troldspejlets nådegave.

I bogen rejser han fra landets østlige udkant, København, til dets vestlige udkant omkring Hemmet Sogn. Han purrer op i begrebet udkanter, retter sin prisme mod vores kultursyn, pejler det gamle Vestjyllands værdier, tager bestik af være grønne fremtid og slutter med en holmgang om vores fremtid mellem lyset og mørket.

Det, der for mig gør bogen til en nydelse at læse, er først og fremmest Egon Clausens omgang med det danske sprog. Han beriger med sproget med udtryk, der sætter sig i en: "vinden krydser Ringkøbing Fjord og rifler dens vand med krappe bølger, indtil de med små kluk brydes mod stranden.." Ikke nok med at ordene er stærkt beskrivende, de er, hvis ODS står til troende, også anvendt nyskabende. Og alligevel er de umiddelbart forståelige.

Men hvad stærkere er, så har hans sprog et flow, en rytme, som får mig til at erindre en episode i udsendelsen Ronkedorerne på www.den2radio.dk, hvori vi begge deltager. Her berømmede Egon Clausen nogle amerikanske journalister, fordi de, når de havde skrevet et udkast til en artikel, gav det endnu en gennemskrivning, mens de lyttede til god, rytmisk musik. Jeg har Egon Clausen mistænkt for at lytte enten til musik fra en højttaler eller fra en indre rytmeboks.

Endelig vil jeg fremhæve hans afvæbnende humor, som fx kommer til udtryk i et essay om den sækkepibespillende gris, der sidder udskåret på degnens stol i Lønborg Kirke. Her skriver han om de svinetransporter, der bringer egnens svin på rejse til Polen og bringer velstand til egnens svinebønder, der får råd til at tage på busrejser sydpå. "Når de kommer hjem, går nogle af dem sikkert i kirke, for det er fromme folk, og når de sidder på kirkebænkene foran Herrens alter med de lovprisninger af Jesus, der gav sit liv for deres skyld, kan de passende lade blikket glide hen til grisen på degnens stol og give den en del af deres tak. Det fortjener den. Den har jo også givet sit liv, for at de kan have det godt."

Bogen er først og fremmest egnet til berigende læsning for et voksent publikum, der ønsker at få deres sandheder tilført nuancer. Men der er også essays som kan give en undervisning i folkeskolens ældste klasser en virkelighedsvinkel, både når det handler om landbruget og den grønne omstilling, og når samtalen slår ind på mobning og robusthed, hvor et grusomt essay om Harald, der mobbes af alle, fordi han er tilflytter, altså fremmed, står og sitrer over for et essay om A. Chr. Westergaards frygtløse Klit-Per.

Egon Clausen har i mange år ført en indædt kamp, blandt andet via Dansk Forfatterforenings gruppe af fagbogsforfattere, for at få tillagt fagbogen mere prestige, ja, i det hele taget få værdihierarkierne fjernet fra litteraturen. Med denne essaysamling leverer han et helt konkret argument for at ophæve skellet mellem fag- og skønlitteratur.

2: Den vestjyske københavner 

Claus Grymer Journalist og forfatter.
Kristeligt Dagblad, 21. marts 2023

Forfatter Egon Clausens nære forhold til sin oprindelige hjemstavn ligger dybt indlejret i hans bog "Vestenvind"

Egon Clausen, tidligere redaktør i DR samt en produktiv og alsidig forfatter, er født og opvokset i Hemmet i Vestjylland, men har boet det meste af sit liv i København.

Kærligheden til hjemstavnen har han imidlertid bevaret. Den er det dybeste lag i hans bog ”Vestenvind” bestående af essays fra de seneste 10 år - et enkelt er lidt ældre. Med henblik på den foreliggende udgivelse er alle tekster gennemskrevet på ny. Og i bogen ledsages de af en lang række af Clausens akvareller og tegninger. Hans talent inden for dette felt er oplagt.

I en smuk passage mindes han, hvordan han i en alder af 15 år blev bevidst om, hvad hjemegnen - opfattet i en større sammenhæng - betød og betyder for ham. Det var, da han vågnede en blæsende nat i marts, stod op, åbnede tagvinduet og stak hovedet ud i mørket. Og et sted derude hørte han vingeslag, formodentlig fra en flok gæs. Lyttende stod han, mens verden voksede for hans ører.

”Det var, som at høre kloden trække vejret, og hele Vestjylland, de store heder, Ringkøbing Fjord, vestenvinden og de våde engdrag langs Hemmet Bæk var med. Det var stort og uforglemmeligt. Sådan bliver man bundet til sin hjemstavn, og det bånd er stærkt. Det holder, så længe, jeg lever”.

Egon Clausen fremhæver ikke sin fortidige hjemstavn på bekostning af sin nuværende. Han er ikke nostalgiker, men realist. Det er et træk, der går gennem hele bogen.

Udgangspunktet er en rejse fra Charlottenlund nord for København, hvor han bor i dag, til Vestjylland. Men den skildres ikke - hvad man ellers nok kunne forvente - som en rejse fra centrum til periferi: Hver egn har sit eget centrum og sin egen historie. For Clausen er dette en vigtig pointe.

Charlottenlund betegner han som et pragtfuldt sted. Men vestjyden i ham må supplere med en tilføjelse: Blandt beboerne i det pragtfulde finder man ”direktører, jurister og kontorchefer af den slags, der bestemmer over land og rige, og som har været med til at beslutte, at lokalsamfund ud over hele landet skal ændres på radikal vis. Så rådhuse blev sat til salg, skoler blev nedlagt, butikker i tusindvis blev forladt og jernbanestationer blev degraderet til billetautomarer”. Egon Clausen besøger denne virkelighed og beskriver den i al dens livløse tristhed.

Bogens komposition er ret vidtfavnende - med eksempler på forfatteren som spids debattør. Det, der for alvor gør bogen vedkommende, er dog de tekster, hvor vi kommer tættest på hans personlige vestjyske relationer - hvad vi gør blandt andet i ”Sidste sommer i Hemmet”, hvor han belyser sit forhold til kristendom og kirke.

Indre Mission udgjorde det religiøse fundament i hans barndomshjem. Senere kom han på kritisk afstand af folkekirken, som - fandt han - blev mere og mere indelukket og fordømmende. Derfor meldte han sig ud. Årene gik. Men sagen viste sig at være mere kompliceret end som så. Når han holdt foredrag i kirkelige kredse, oplevede han, at han følte sig hjemme i disse sammenhænge. Det udløste nogle overvejelser, som resulterede i, at han på et tidspunkt vendte tilbage til folkekirken som medlem. Og da var denne - som han så det - blevet en anden end den, han forlod.

Clausen lader teksten slutte med dette spørgsmål: ” (..) hvorfor skulle det tage så lang tid, og hvorfor skulle det være så svært for mig omsider at komme hjem igen?”